Fotograf Janne Klerk.

Det er altid spændende at lære nye mennesker at kende og høre en del af deres historie. Har du ikke før set en person på gaden, hvor du har tænkt: ”gad vide hvad han eller hun laver, og hvordan kan det være at vedkommende er lige her - nu.?”
Sådan en oplevelse har jeg lige haft – hvis jeg skal være helt ærlig, så var det dog ikke fordi jeg mødte Janne Klerk på gaden, men fordi Inge Merete Hauman fra Bed & Breakfast kontaktede mig at sagde, at der er endnu en spændende historie fra området at fortælle her på byens egen hjemmeside.

Over en kop kaffe fik vi en rigtig hyggelig snak om indretning, visuel identitet og mange års erfaring som fotograf. Fra dengang, det hele foregik med film og fremkaldelse til i dag hvor det hele jo er digitalt. Fra en tid, hvor det var vigtigere at finde det rigtige motiv, den rigtige vinkel og den rigtige komposition, og hvor der ikke var de samme muligheder for efterredigering på en computer. Disse faglige værdier sammen med et naturligt håndelag og masser af erfaring har gjort Janne Klerk til en kendt og anerkendt kunstfotograf med masser af udstillinger og bogillustrationer i bagagen.

.

.

.

.

Men hvorfor færdes hun så her i vores område.?
Hun er blevet inviteret til at komme med et forslag til udsmykning af Skattestyrelsens domicil i Thisted. Staten har netop overtaget ejendommen på Thisted Kystvej 4 (lige ved siden af Rådhuset), og benytter lejligheden til at få sat eget præg på indretningen. Opgaven for Janne Klerk er derfor at finde motiver som fortæller en historie om området; men mindst ligeså vigtigt, får lokalerne til at udstråle varme og personlighed; når billederne og motiverne så samtidig gerne skal hænge sammen og indbyrdes bakke op om både indretning og helheden i rummene, så er det en spændende og udfordrende opgave. Jeg har jo aldrig gjort mig den slags tanker før!

Der er aldrig i historien blevet taget så mange billeder som der bliver i dag. Det menes, at der i dag er 6,1 mia. smartphones med indbygget kamera (rapport fra Ericson Mobility) i verden, så kan vi jo gætte forsigtigt på, at der bliver taget ét billede om dagen med hvert, så det taler sit tydelige sprog. Det vil altså sige, at der bliver taget over 6 mia. billeder om dagen – eller 2.196.000.000.000 billeder om året. Og det er garanteret lavt sat.
Men der har heller aldrig været så stor forskel på kvaliteten, som der er netop nu –det er til gengæld min helt private påstand. Så jeg glæder mig til at få uddybet, hvad det er, som gør den store forskel.
Eftersom de fleste billeder bliver taget på fuld automatisk, hvad enten det er med telefonen eller med et kamera, så er det vel nærlæggende at starte med en spørgsmål om efterbehandling af billederne. ”bruger du meget Photoshop.?”

Svaret kommer prompte: ”jeg kender selvfølgelig Photoshop og mange andre redigeringsprogrammer, men jeg har altid følt, at naturlige motiver set på den rigtige måde, kan klare sig uden kunstig hjælp.”
Når Janne Klerk skal i gang med en stor fotoopgave, starter hun med grundig forberedelse. Først selvfølgelig en rundtur, skitser og opmåling af de lokaler, som skal udsmykkes. Så en detaljeret beskrivelse af opgaven: ”hvad skal signalerne være”, ”hvilke behov skal dækkes”, ”hvem er brugerne”, ”hvor tit kommer de samme mennesker i rummet” og lignende.

.

.

.

.

Derefter sætter hun sig grundigt ind i de værdier, der kendetegner området og brugerne, inden hun begynder at tænke i motiver. Det er nok lidt forenklet forklaret, for i virkeligheden er det sikkert ved at diskutere motivvalg, hun afdækker mange af de indledende ønsker og behov.

Når så først der begynder at tegne sig et billede (undskyld det poppede ordvalg), så starter den kunstneriske proces for alvor. Her begynder slutmålet så småt at dukke frem – det er her, hun er kommet frem til format og motiv til de enkelte billeder; nu ”skal det så i kassen”.

Nogle gange er det helt rigtige lys i forbindelse med solopgang, nogle gange er det i forbindelse med solnedgang – og andre gange er det på andre tidspunkter af døgnet. Det ved man jo først, når alle tidspunkter er testet. De fleste gange bliver hun dog bekræftet af den erfaring, der er opbygget gennem de mange år i branchen.
Hun kan dog stadig blive overrasket over, hvor tit den samme motiv fuldstændig skifter udtryk, bare ved at flytte sig 20-30 cm. Hun griner lidt, mens hun forklarer, hvor sjovt det må se ud, at hun står på en sten ved bredden af stranden, for møjsommeligt at bevæge sig over på en anden sten lige ved siden af – for ikke at snakke om de gange, hvor hun er nødt til at få våde tæer, fordi motivet netop kom bedst frem i denne position.

www.janneklerk.dk - Danmarks kyster

www.janneklerk.dk - Danmarks kyster

Jeg afbryder lige for at spørge til forhold mellem blænde og lukkertid. Det er jo sådan noget, jeg synes er kompliceret, og som jeg tror, kan gøre mirakler for billedkvaliteten. Hun kigger lidt uforstående og siger, at det bruger man jo til at skabe liv og dybde i billedet. Sagt på den der selvfølgelige måde, der viser, at det er mange år siden, hun har gjort sig tanker om emnet – i dag ligger det på rygraden.

www.janneklerk.dk - generationer

www.janneklerk.dk - generationer

Inge Merete, som sidder ved siden af og overværer snakken, skynder sig at indskyde, at det jo blandt andet er derfor, vi skal have lavet et fotokursus på højskolen. Så der bliver tid til både motivvalg, men også det mere tekniske.

Det sværeste punkt i hele interviewet, er da jeg til sidst spørger, om ikke jeg må tage et par billeder og finder mit kamera frem. Jeg tænker som en vild, ”hvor skal vi tage billederne, hvad ville Janne Klerk have valgt.?” Der er ingen hjælp at hente, for fotografen kommer mig i forkøbet og spørger: ”hvor vil du have mig.?”. Vi går udenfor, så behøver jeg da ikke tænke på røde øjne i forbindelse med blitzen.
Så hvis du synes at billedkvaliteten er for dårlig i forhold til emnet, så tager jeg det fulde ansvar.

Tekst og foto: Kim Poulsen
billeder lånt fra www.janneklerk.dk

www.janneklerk.dk - danmarks kyster

www.janneklerk.dk - danmarks kyster