Guten Abend, Good evening, Bonsoir, Buenas tardes og på Ukrainsk, Dobriy vyechir, Godaften allesammen. Ja Vorupør er efterhånden blevet meget international, i hvert fald når man tænker på alle de forskellige nationaliteter der besøger byen, og nu også menneskeskæbner fra Ukraine, som flygter fra den ulykkelige krig i deres hjemland.

Det er jo en tradition, at den der holder båltalen, eller midsommer talen, her i Vorupør på Sankthans aften, er en person der på en eller anden måde har arbejdet for, eller har en tilknytning til byen, men jeg må indrømme, at det kom helt bag på mig da Borgerforeningen ringede til mig for et par måneder siden og spurgte om jeg ville holde dette års tale- Det havde jeg ikke lige set komme. Godt nok har jeg de sidste 50 år forsøgt at arbejde for, og gøre noget for byen, men det er der jo så mange andre der også har.

Mere om det senere, men når man holder en sådan tale er det jo en tradition, at man siger lidt om hvorfor vi fejrer Sankthans og også lidt om rigets tilstand. Sådan at forstå, at man siger lidt om hvad der rører sig i Vorupør.

Når jeg siger rigets tilstand og ikke Vorupørs tilstand, er det fordi Vorupør i min optik er et lille rige i sig selv.                                                                                                            Herude har vi jo ry for altid at gøre tingene på vores egen særlige måde, som man altid har gjort og som måske er noget af det der gør at så mange kommer hertil- det og så naturen naturligvis, ikke at forglemme det særlige miljø her ved Landingspladsen.

Traditionen omkring fejringen af Sankthans knytter sig bl.a. til Johannes Døberen, som har fødselsdag den 24. juni præcis et halvt år før Jesus fødselsdag den 24. december og som har lagt navn til dagen. Oprindeligt var disse fejringer ikke en del af kristendommen, men nordiske og hedenske traditioner der knyttede sig til vinter- og sommersolhverv, altså lysfester. Sommersolhverv falder jo nogle dage før den 24. juni, men i 400-tallet fastlagde man Johannes Døberens fødselsdag til denne dag og senere blev det indarbejdet i kristendommen og dagen blev en helligdag. Helligdagen blev dog afskaffet igen i 1770, hvor man fjernede halvdelen af alle helligdage, da man bl.a. mente, at alt for megen lediggang var roden til alt ondt. 

At fjerne alle disse helligdage skulle man jo tro var rigeligt, men næ nej, nu har vi også mistet Store Bededag, om end det ikke er sket med samme begrundelse.                  Nå, det her er jo ikke en 1. maj tale, så ikke mere om det, men det skulle da ikke undre mig om ikke der findes et par politikere der kunne finde på at røre lidt ved traditionerne omkring Sankthans, det kunne jo være at der var nogen der følte sig krænket over et eller andet, eksempelvis symbolikken omkring hekseafbrænding. Men mon ikke vi får lov at beholde traditionerne omkring Sankthans lidt endnu, der er trods alt til dato ingen politikere, eller skiftende regeringer der har formået at ændre solens gang på himlen.

Den 24. juni er som nævnt således Sankthans dag, men de fleste forbinder jo nok Sankthans med fejringen aftenen før, altså om aftenen den 23. og med de traditioner der knytter sig til denne aften, og dem er der mange af. At tænde bål er en af dem, og en af grundene til at tænde ild er at holde onde ånder borte og også at forhindre hekse i at lande, men få dem til at flyve videre til Bloksbjerg i Tyskland, hvor de mødes en gang om året, eller ad hekkenfeldt til, altså til Hekla på Island.

En anden tradition denne aften var også at besøge helligkilderne, hvoraf den mest kendte nok er Kirsten Piils kilde i Dyrehaven nord for København.                              Men de findes i hele landet. Vandet i kilderne skulle efter sigene være ekstra helbredende i dagene omkring Sankt Hans.

Den største af kilderne er dog efter min mening havet lige herude. Havet har jo i årenes løb taget mange liv, også her i Vorupør, men havet har også givet, og giver meget tilbage. Det er jo en lise for sjælen blot at sidde og skue ud over havet. Jeg har selv brugt det på den måde, at hvis jeg havde et problem, en konflikt el.lign., eller for den sags skyld skulle indstudere en karakter og rolle som filmskuespiller, så er jeg gået herned, har sat mig på toppen af en klit og betragtet havet. Så finder man roen i sjælen og løsningen på mange ting, og kan komme videre. Prøv det, det kan stærkt anbefales. Tænk også på fiskerne gennem tiden der flere gange om dagen skulle, og skal, ned og vende havet, hvad enten det nu var havvejr eller ej.

Jo havet kan noget, men man kan jo også helt uforpligtende bare gå herned, sætte sig og betragte havet.

Men der er meget andet tilknyttet Sankthans traditionerne. Man kunne hænge forskellige urter op under loftsbjælkerne og tage varsler af det, og unge piger og kvinder skulle Sankthans aften passe på ikke at blive stukket af Sankthans ormen, det kunne man blive gravid af- Ja det er noget værre noget, men lur mig om ikke der stadig findes piger der bliver stukket af Sankthans ormen denne aften og nat.

En af de traditioner vi tænker mest på er jo nok det at sætte en heksefigur på bålet. Det er nu en tradition af nyere dato og knytter sig mere til Valborgsaften den 30. april, som man ikke markerer længere, men som har meget tilfælles med Sankthans. På Valborgsaften satte man ikke nødvendigvis en heks på bålet, men tændte ild for at holde onde ånder og underjordiske kræfter borte.

Traditionen med at sætte en heksefigur på bålet, som vi kender i dag, har intet at gøre med de uhyggelige heksebrændinger man kendte i bl.a. Danmark og Europa op gennem tiden, hvor man brændte mange uskyldige kvinder på heksebålene, så der er således ikke nogen grund til eventuelt at føle sig krænket over at vi i dag sætter en heksefigur på bålet.

Første gang man i nyere tid kender til det at sætte en heksefigur på bålet en Sankthans aften, er i år 1900 på Jelling seminarium, men hvorfor man gjorde det er lidt uklart. I årene efter blev det en tradition at gøre det flere og flere steder.

Vi kunne selvfølgelig have overvejet at sætte en dukke af Putin på bålet, meen det ville jo nok være at stramme den en anelse.

For sådan er vi jo som danskere. Når vi skal vise vores utilfredshed, demonstrere mod, eller støtte til et eller andet, ja så gør vi det som udgangspunkt på fredelig og ikke voldelig vis.

Tænk bare på når vi eksempelvis viser opbakning til vores forskellige landshold og sportsudøvere, så iklæder vi os rød/hvide farver og så har vi en fest, som danske rooligans. For jo, vi elsker vort land og disse ord er også første linje i Holger Drachmanns midsommervisen fra 1875, som vi traditionen tro synger her på Sankthans aften, og siden 1980 ofte i Shubiduas version med ny melodi af Michael Hardinger.

Den seneste tid er vi også gået ud på gader og stræder, gået til koncerter, eller andet, iklædt gule og blå farver, for at vise støtte til Ukraines befolkning i deres ulykkelige situation. Men vi gør det stadig på fredelig vis, for det har vi jo tradition for i Danmark, uagtet at vi er bevidste om at vi selv, sammen med resten af Eu og Nato, jo er en del af konflikten. Det kan vi vist godt sende en tanke, også på en Sankthans aften, hvor vi ellers hygger os.

Og det med at vise støtte og opbakning til, og arbejde for noget, hvad enten det er stort eller småt, det leder mig hen til at sige lidt om Vorupør og alt det der sker i byen.

Jeg nævnte i starten at jeg gennem årene har forsøgt at gøre noget for Vorupør, men jeg synes samtidig at det er fantastisk at så mange initiativtagere, ildsjæle og frivillige i en by, hvor der kun er ca. 600 fastboende, hver eneste dag gør så stor en indsats for byen, som de gør.

Jeg har jo boet i Vorupør i 58 år, men sidste år var vi nødt til at drage i ufrivilligt eksil i Thisted, efter at have solgt vores hus herude.                                                                      Vi ville gerne have lejet en lille bolig i byen, men der var ikke noget at finde. Derfor er jeg glad for at høre, at der nu er forskellige initiativer i gang for at skabe nye lejeboliger af forskellig art til unge, såvel som til ældre for det er der jo stor mangel på.

Nu er det jo umuligt at nævne alt det der sker i byen og alle der på en eller anden måde gør en indsats for byen, men jeg vil gerne her sende en stor cadeau og give et stort klap på skulderen til alle de ildsjæle og frivillige der hver dag gør en indsats og skaber resultater og aktiviteter.

Og aktiviteter er der masser af. Noget af det seneste der er gennemført i byen er etableringen af Vorupør stien på initiativ af Vorupør stilaug. En ca. 4 km. rute gennem byen, hvor man kan stoppe ved forskellige stationer med informationstavler, udformet af Vorupør Museum, der fortæller om byens historie.

Også trafiksikkerheden er der på det seneste gjort noget for af en lokal trafikgruppe i samarbejde med Thisted Kommune. Og resultatet er synligt op gennem byen.

Et andet sted, hvor der også sker en masse spændende nyt er på den nedlagte Vorupør Skole. Skolen blev jo nedlagt for nogle år siden, og mange frygtede at det ville være ødelæggende for byen, men det er nærmest gået lige modsat, for man stod sammen herude og med opbakning fra byens øvrige foreninger, erhvervsdrivende og andre købte Borgerforeningen og Erhvervsforeningen området og bygningerne.

De har siden drevet det videre med en selvstændig ledelse under navnet Foreningen Vorupør i udvikling. Det var også meget vigtigt at børnehaven på stedet kunne fortsætte, og det lykkedes samtidig at etablere Vorupør Fribørnehus, som er i rivende udvikling. På stedet findes også bl.a. iværksætterfællesskabet, som kører under så spændende navne som Silicon VØ og Surf & Work, der har formået at blive en regulær succes med op mod 30 nye iværksættere, der hver dag arbejder i lokalerne - lidt på skift alt efter vind og vejr. Dette er også et direkte resultat af surfermiljøet og de mange der er flyttet hertil i den anledning.                                                                     Jo jeg husker godt da de første surfere kom hertil for omkring 25-30 år siden.            Da var de et udskældt folkefærd, men har jo vist sig senere at være et kæmpe aktiv for kysten her.                                                                                                                                           Et af resultaterne blev jo også etableringen af brandet Cold Hawaii, som jeg godt tør sige vi alle nyder godt af i dag på den ene eller anden måde.                                                                                                                        Og her har vi samtidig det internationale islæt jeg nævnte. Hvert år afholdes VM i forskellige surf discipliner, og for få år siden havde Vorupør By sammen med København værtsskabet for VM i standup paddlesurf under navnet Copencold Hawaii, hvor der deltog atleter fra mere end 40 lande. Sådan noget og alle andre aktiviteter kan kun lade sig gøre når det bakkes op af alle ildsjæle og frivillige i byen, og ikke mindst støttes af lokale erhvervsdrivende.

Jo der sker meget, men som om det ikke var nok, sker der nu igen nye og spændende ting på skolen, nemlig i form af planerne for etablering af Folkehuset VØ. Et ambitiøst projekt der lige har været åbent hus omkring og præsentation af, og det bliver spændene at følge projektet den kommende tid.

Også her ved Landingspladsen er der sket rigtigt meget de senere år.                         Nye byggerier, Havbad, renoveringer af de gamle fiskerhuse, nyt Nationalparkcenter mv.                                                                                                                                              Det vil jeg nu ikke sige så meget om, men blot nævne, at når man laver ny udvikling, så opstår der også indimellem kritiske røster, måske især når det sker lige her på stedet. For alle har jo en følelse for dette unikke sted og er der 5.000 mennesker er der også 10.000 meninger om hvordan tingene skal være.

Jeg har tidligere både sagt og skrevet, at jeg opfatter Landingspladsområdet her som en usleben diamant, man bør behandle nænsomt, for er den først ødelagt kan den ikke genskabes. Dermed være ikke sagt at jeg mener man skal sætte udviklingen i stå, men jeg håber at når man i fremtiden skal videreudvikle specielt Landingspladsen, men også byen, ja så vil man slibe diamanten i de rigtige facetter. Det er jeg nu sikker på at man vil gøre. Og det er ikke ment som en løftet pegefinger, men nærmere et udtryk for den store kærlighed vi alle sammen føler til stedet her, for tænk på, det her unikke og lidt hemmelige sted findes ikke magen til andre steder i verden.

Det har store internationale medier som New York Times og Forbes nu også fået øjnene op for, og senest magasinet Vogue der kalder strandene her langs kysten for Europas bedst bevarede hemmelighed.

Inden jeg slutter, vil jeg da også lige nævne et par andre igangværende og kommende aktiviteter. Hver onsdag hen over sommeren arrangerer Vorupør Kulturforening, her på Landingspladsen, gratis sommerkoncerter med forskellige kunstnere.                    Og i weekenden midt i juli arrangerer Vorupør Boldklub den årlige strandfest med det traditionsrige fiskebord. Vorupør Boldklub tog også for en del år siden initiativ til den årlige uddeling af prisen Årets Vorupøring, og det sker om søndagen i samme weekend. Anerkendelsen gives til personer der på en eller anden måde har arbejdet for, og gjort en forskel i byen. Sådan noget varmer, selv om man som ildsjæl og frivillig ikke yder en indsats for at få en pris, men fordi man brænder for en sag, eller for sin by. De hidtidige prismodtagere kan ses på små skilte inde i Madpakkehuset. Mange flere aktiviteter kunne nævnes, men uden alle ildsjælene var der ikke meget af det hele der kunne lade sig gøre at gennemføre.

Her til sidst vil jeg gerne fortælle en lille anekdote der handler om havet og en lille episode der foregik nøjagtigt på det sted jeg står lige nu.                                                                                             Her lå det gamle grønne spilhus, som var et af to spilhuse, hvor der var ansat en mand til at betjene ud- og ophaler spillene. I 1980 var det Bent Vækild der var spilmand. 1980 var også det år, hvor jeg forpagtede Vesterhavskiosken, eller Hanses kiosk, som den blev kaldt. Den lå der hvor Vesterhavscafeen ligger i dag.

Her oplevede jeg mange sjove episoder, bl.a. via det Walkie-Radioanlæg der var installeret, hvor man kunne høre radiotrafikken fra fiskerbådene, og det var lidt af hvert der blev sagt, for man tænkte jo ikke altid over at andre kunne lytte med. Det kunne der fortælles mange sjove historier om, men tilbage til førnævnte anekdote.                                                                          En dag midt på sommeren i en rolig stund, stod jeg ved siden af spilhuset og talte med Bent Spilmand. Det var forrygende godt vejr og vi stod og kiggede ud over havet der næsten var spejlblankt. Men omkring 150 meter fra land var der ligesom nogle krusninger og strømhvirvler i vandet.  I det samme kom også en af de lokale fiskere til stede. Han fik øje på strømhvirvlerne og spurgte: ”Sig mig lige en ting Bent, hwas er det der er i æ haw?  ”Det kan æ æt sige dæ”, sagde Bent ”men det er vel vand”.                Og ja, det er jo lige det det er.                                                                                                Jeg vil ønske jer allesammen en rigtig god Sankthans aften og en forrygende god sommer.                                                                                                                                     Tak for ordet.