Nyheder

Tour de VØ

07-01-2020

Måske har du set det på Facebook, måske har du set plakaten eller læst folderen.?
Men her er ihvertfald en kort beskrivelse af den spændende aktivitet.

Initiativet kommer fra Helle Bak Konradsen og Brian Nygaard. De har boet i Klitmøller et par år, og nu hvor de er flyttet til Vorupør, har de lyst til at introducere denne spændende aktivitet hertil.

I al sin enkelthed går det ud på en anderledes måde at spise sammen på. Som deltager kan man vælge enten at være vært og tilberede et måltid mad bestående af forret og hovedret, som der så kommer gæster og nyder hos værten.
Eller man kan vælge at være gæst og spise hos en af værtsfamilierne.

Gæsterne betaler så 200 kr. pr. person, hvoraf ca. 160 kr. går til indkøb af råvarer til de 2 retter mad. Resten af pengene går til dessert og kaffe, som alle deltagerne (både værter og gæster) nyder samlet i skolen.

Ganske enkelt koncept, men vi gentager lige med lidt flere detaljer på, så du kan høre hvor mange små spændende ting, der gemmer sig undervejs.
Det er nødvendigt med tilmelding i god tid, da der jo gerne skal være ca. lige mange værter og gæster.
Man bestemmer ikke selv, hvor man vil spise, det tager arrangørerne sig af. Et par dage før får man at vide, hvor man skal spise forretten, som serveres kl. 17.30
Når forretten er spist siger man pænt "tak for mad" og får udleveret adressen på den vært, som har sørget for hovedretten.
Omskiftningen foregår så fra kl. 19.00 - 19.15.
Her skal gæsterne bevæge sig til den nye værtsfamilie og værtsfamilien skal gøre klar til at servere hovedret for et nyt hold gæster.

Brian lovede at tage noget andet tøj på, hvis det ender med at han skal stå i køkkenet på dagen :-)

Brian lovede at tage noget andet tøj på, hvis det ender med at han skal stå i køkkenet på dagen :-)

.

.

Det nye sted hygger man sig så med at spise, evt. sammen med endnu et hold gæster, alt efter hvor stor interessen for arrangementet bliver.

kl. 21.00 samles alle på skolen, hvor der står et hold frivillige klar med dessert og kaffe. Efter en god snak om højdepunkterne på spiseturen, åbner baren, musikken spiller op og der er lagt op til en festlig aften i godt selskab med de mange nye venner, man har fået under aftenens oplevelser.

Helle og Brian er rigtig spændte på, hvordan initiativet bliver modtaget i Vorupør; men er helt forberedte på at det ikke bliver rent afslapning for dem. De håber begge, at der er så stor interesse for at være både værter og gæster, at de kan være fri af planen og kan hjælpe der, hvor der bliver mest behov.

Helle slutter med et smil mens hun siger, "det kunne dog være sjovt at være gæst sammen med en veninde, så kan hendes kæreste og Brian sørge for maden sammen. For der er jo ingen der siger, at man behøver gå rundt parvis."

Du kan tilmelde og følge aktiviteten på facebook - tour de VØ.
Ligesom der nok skal komme nyt her på siden, hvis der sker væsentlige ændringer.

Vi ønsker "god appetit" og rigtig god fornøjelse til alle deltagere.