25-03-2026
Vorupør Borgerforening, Vorupør Erhvervsforening og "Vorupør i Udvikling" har arbejdet videre med planerne om en fusion af de tre foreninger. Stemningen på mødet i december var så positiv, at de tre bestyrelser har sat alle sejl for at komme godt i mål.
Medlemmer af de tre foreninger vil modtage indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, og vi håber at rigtig mange vil møde op og høre mere. Blandt andet vil forslagene til vedtægter for den nye store forening blive gennemgået.
Rent praktisk vil "Vorupør i Udvikling" blive den fortsættende forening. Det skyldes, at denne forening (som kun har Borgerforeningen og Erhvervsforeningen som medlemmer) ejer fast ejendom. Det er hele matriklen med skolen, iværksætteriet og børnehuset samt nu også Søhytten. Hvis disse ejendomme skal flyttes til en anden forening vil det påføre os alle unødige omkostninger. Samtidig er ejerskabet af denne forening jo også garantien for at vedtægtsændringerne kan gennemføres.
Første skridt er derfor at både Borgerforeningen og Erhvervsforeningen opløser sig selv. Dette er selvfølgelig betinget af at det sker i begge foreninger. Efter vedtægterne skal det op på to ekstraordinære generalforsamlinger begge steder.
Vi har en komplet drejebog for processen - denne er lavet/garanteret af advokat.
Hvis du er medlem af en af de to foreninger, så mød op og hør mere, når du modtager en indkaldelse. Hvis ikke du er medlem, så benyt lejligheden til at melde dig ind i den nye store forening, når den er en realitet, sidst i april forhåbentlig.