03-09-2019
Allerede ved ankomsten til Vorupør Fribørnehus kunne man se, at det var en helt speciel dag. Stikvejen fra Vesterhavsgade var flot pyntet op med dannebrogsflag, for at slå den festlige stemning fast. Og lige inden for den børnesikrede låge var der stillet en kæmpe-hoppeborg op. Det var sikkert gjort både for at gøre dagen festlig; men måske lige så meget for at børnene herved bedre kunne forstå, at de ikke måtte lege på den flotte nye plads, før borgmesteren havde fået den første tur.
Mange af forældrene og gæsterne kom i god tid, og selv om det blæste lidt, gik snakken og hyggen lystigt mens man ventede på de sidste.
Jeg forsøgte at tælle gæsterne, mens dels ville de jo ikke stå stille, dels blev der ved med at komme flere, og dels var der flere, som gik indenfor; men jeg vover alligevel at gætte på 40-50 voksne udover de næsten ligeså mange børn.
Da alle var kommet indenfor hørevidde sprang lederen af Fribørnehuset, Mette Kold, resolut op på et bord og bød velkommen til den store dag.
Det er en længe ønsket drøm at komme hertil, hvor vi kan få en børnehave, som matcher alle børn, lige der hvor de er i deres udvikling.
Herefter gik Borgmester Ulla Vestergaard frem. Hun er lidt højere end Mette, så hun behøvede ikke stå på en bænk; men valgte at holde talen i læ af huset, for senere at klippe den røde snor med hjælp fra så mange børn som muligt.
Fra kommunens førstedame lød der mange rosende ord om det lokale engagement, der ligger til grund for en veldrevet fribørnehave. Imponerende at I selv har kunnet skaffe penge til så flot en legeplads, og stor respekt for at I har prioriteret materialer med meget begrænset vedligeholdelse, sagde hun bl.a.
Man mærkede tydeligt at Ulla har et godt tag på børn. Men er der ikke også noget med at hun har en fortid indenfor foa.?
og vi ser da også somme tider opslag på facebook om familien....
Om det var den professionelle eller den naturlige side, der kom til udtryk, ved jeg ikke; men ihvertfald stod børnene i kø for at hjælpe med at klippe snoren, da hun gik frem mod det nye klatrestativ.
Mette havde tidligere beroliget med at der ikke var placeret røde bånd på alle legeredskaberne, men det ene brede bånd ved klatrestativet, fungerer som symbol på hele pladsen.
.
.
Efter at have hjulpet Borgmesteren med at klippe snoren, er det nu rart at komme tilbage til mor igen..
Og mor har tydeligvis ikke noget imod det :-)
Herefter spredtes forsamlingen, nogle gik rundt for at kigge på den nye legeplads, og andre ilede ind til de ventende forfriskninger.
Uanset om det var inde eller ude, så gik snakken stadig højt.
Både børnene og forældrene, men også alle øvrige udtrykte glæde over, hvor veldrevet og flot byens børnehus er.
Sidst i denne artikel er der et lille interview med formanden, som fortæller lidt faktuelt om huset.
Der var både sunde og mindre sunde forfriskninger.
Men selv de mindst sunde kan sagtens forsvares, når de følges af aktiv leg udendørs bagefter.
Mens de øvrige gæster mæskede sig i lækkerierne, trak jeg formanden Louise Lindgaard Johansen udenfor for at tale lidt om byens fribørnehus. Louise er her i foråret valgt til formand for huset for en ny 2-årig periode. Selv om de ikke har børn i huset mere, brænder hun for Fribørnehuset, og ønsker fortsat at gøre en stor indsats for at rammerne kan være de bedst mulige.
Der er i øjeblikket 31 børn i alderen 0-6 år. Bygningen er godkendt til 50 børn i den rette fordeling mellem vuggestue og børnehave; men de har netop fået forhøjet den kommunale godkendelse til at omfatte 45 børn. Ikke fordi man forventer stor fremgang, men så er man også på dette punkt velforberedte. De nuværende 31 børn er et rigtig godt antal, både for så vidt angår børnenes trivsel, men også for at skabe en god økonomi. Faktisk er økonomien så god at bestyrelsen og ledelsen har besluttet at satse ekstra på faglighed. Hvor lovgivningen kræver at 60% af personalegruppen er faglærte, er der i øjeblikket ca. 75% fagligt uddannet personale i vores børnehus. Man har også kunnet tillade sig at ansætte rengøringshjælp, hvor mange andre fribørnehaver er afhængige af frivillig indsats fra forældrene.
Er det hele så lyserødt.?
Louise smiler lidt beskedent, mens hun siger, at det set lidt sløjt ud med børnefødsler i første halvår af 2020. Jeg kan ikke lade være med at spørge om, hvordan de ved det.
Vi bor i en lille by, og en så glædelig nyhed som en familieforøgelse, hører vi da om meget tidligt.
Vi når lige at drøfte, om vi skal bede MidtVest Bredbånd om at "cutte forbindelse" en aften eller to, så vi kan få sat lidt gang i romantikken, inden Louise tilføjer, at det var nøjagtig det samme forrige år; men så kom der pludselig nytilflyttere, og børnehuset kom op på niveau igen.
Hvordan endte økonomien med den nye legeplads så.?
Gennem donationer, private bidrag og Støtteforeningen har vi samlet næsten 300.000 kr. sammen. Den totale udgift ligger på ca. en halv million, så vi mangler jo stadig noget. Støtteforeningen for Vorupør Fribørnehus er meget velvillige til at betale til legepladsen, og vi har også selv en sund økonomi.
Vi vælger dog at lade indsamlingen fortsætte ihvertfald en måned mere, for vi kan jo kun bruge pengene en gang, og der er meget andet vi også gerne vil.
Så hvis, efter at have læst denne artikel, har lyst til at give et bidrag, så kan det nås endnu.
en dejlig dag med masser af glade børn og voksne er ved at være forbi; men mange flere venter..