Julehistorie.

I 2021 havde Vorupør sin helt egen julekalenderhistorie.
Alle dage i december kunne man følge nissen Pixie´s rejse fra det varme til det kolde Hawaii, og opleve, hvordan borgerne i Vorupør tar imod den lille fyr.

Herunder kan du læse alle de afsnittene:

1. december

Endelig var jeg ankommet.
Selv om jeg havde forberedt mig grundigt og følte, at jeg kendte alt til det nye sted, eller måske skulle jeg sige ”MIT” nye sted, så kunne jeg alligevel ikke frigøre mig fra en lille nagende tvivl.
Omgivelserne var ikke helt som jeg havde forestillet mig.
Jeg kendte Hawaii ud og ind – hvilket jeg jo også burde, eftersom jeg havde tilbragt størstedelen af mit liv her – i hvert fald de sidste 150 år. Og enhver der har bare lidt forstand på nisser, ved jo at det er de første 200 år, der sætter dybe spor og tegner den personlighed, som vil præge den lille nisse i alle årene fremover.
Som sagt kendte jeg Hawaii, og jeg var da godt klar over at Cold Hawaii selvfølgelig ville være koldere; men SÅ KOLD, det havde jeg nu alligevel ikke regnet med.

Der var så mange ting, jeg havde glædet mig til at se og udforske i god tid inden juleaften; og selvfølgelig havde jeg regnet med at disse nye spændende ting ville være klar til mig, ligeså snart jeg landede med surf slæden og fik fast jord under støvlerne igen. De sjove trekantede træer med stive tynde blade og en stjerne i toppen, mælkegrøden som var fyldt med spændende gaver, som efter sigende skulle være pakket ind i farvestrålende papir, de helt specielle øl, som har rødt, grønt eller blåt sølvpapir rundt om halsen, isbjørnene og alt det andet.

Men for at forstå hvorfor jeg står her ved et byskilt med navnet VORUPOR på med min surf slæde i venstre hånd, er vi nødt til at starte historien en hel del tidligere.

2. december.

Men for at forstå hvorfor jeg står her ved et byskilt med navnet VORUPOR på med min surf slæde i venstre hånd, er vi nødt til at starte historien en hel del tidligere.

Jeg hedder Pixie og har gennem mange år været en del af nissekollektivet på Hawaii. Jeg havde aldrig stillet spørgsmål til kollektivets opgaver og min egen rolle i disse. Selvfølgelig havde jeg som den yngste i flokken nydt godt af de rammer, som dette giver – faktisk er det rigtig mange år siden, jeg fandt ud af at alle forventede, at den yngste nisse påtog sig rollen som drillenisse. Mit væsentligste arbejdsområde blev derfor at skabe lidt jule og nissestemning blandt de mange gæster på strandene på Oahu, især området ved Waikiki beach, hvor der altid er mange gæster fra Europa.
En meget stor del af mine mennesker kom til øen for at bade og lege i vandet. De legede med både, med forskellige plader med og uden sejl, nogen af dem legede endda med at padle rundt på flade træstammer. Faktisk brugte de så meget af deres tid på disse lege, at de ikke rigtig boede nogen steder. De hang bare ud på stranden uden at have den orden, som er nødvendig for at en drillenisse rigtig kan udfolde sig.
Der ER jo ikke noget sjov ved at gemme deres sager, hvis de ikke engang selv ved, hvor de burde være.
Gennem årene blev jeg modigere og modigere og kom efterhånden så tæt på mine mennesker om aftenen, at jeg kunne følge med i hvad de talte om, mens de sad ved bålet og spiste deres pizza med ananas (som de kaldte Hawaii Pizza). Især dem som gik i rødt og hvid tøj kunne fortælle sjove historier fra deres fremmede og meget fremmedartede land.
Det var tydeligt, at efterhånden som vi nærmere os julen, blev de lidt kede af det, og kommentarer som: ”jeg savner altså medister, leverpostej og flæskesteg”, ”det er ikke det samme med et plastiktræ” og ”hvordan mon bedstemor har det” var noget at det første, jeg lærte på deres sjove sprog.
En aften, jeg husker tydeligt, at det var aftenen før jul, altså den 24. december, var der en gruppe, som var helt deprimerede og snakkede vemodigt om Cold Hawaii. Først troede jeg bare, at de syntes at der var for varmt på stranden; men efterhånden gik det op for mig, at det sted, som de kaldte for ”det kolde Hawaii”, var et sted med alt det bedste fra Hawaii; men med en hel masse mere, og meget mere HYGGE.

3. december

Den aften besluttede jeg, at næste år ville jeg opleve ”hygge”, ”øl med nissemænd”, ”medister”, trekantet juletræ” og ”bedstemor” i dette fantastiske sted, som de kaldte ”Cold Hawaii”
Nu er der så nok nogen af læserne, der tænker: ”hvordan kan sådan en lille nisse som mig forstå sådan et mærkeligt sprog ?”, så derfor må jeg lige forklare, at vi nisser har sprogøre. Vi forstår alle jordens sprog flydende; det eneste der kan forvirre os, er når menneskene blander sprogene sammen, mumler eller taler med uforståelig dialekt.
Selv om jeg derfor ikke behøvede at gå i skole for at lære sproget; burde jeg nok have spurgt min gamle nisselærer, om jeg kunne få et sommerkursus i geografi mm., så jeg var lidt forberedt. Men dels var jeg ikke så god til det med skolen, og dels havde min gamle nisselærer jo sagt ganske tydeligt, at jeg ikke skulle vise mig i skolen mere, når de på et tidspunkt fik genopbygget den afdeling, der sprang i luften i forbindelse med det mislykkede forsøg i kemi.
Så, smart som jeg er, noterede jeg teksten fra et klistermærke på en rygsæk, som tilhørte en af de triste mennesker fra Cold Hawaii.
Måske burde jeg på dette tidspunkt have opdaget at bogstaverne på de mange klistermærker ikke var ens, men som sagt kan nisser jo både forstå og læse alle sprog, når bare de ikke er blandet sammen, mumler eller er med kraftig dialekt.
Klistermærket reklamerede med tydelige bogstaver: ” Os melhores spots de surf do mundo estão em Portugal”. Og så var der også en adresse med postnummer og det hele, som jeg kunne taste direkte ind på GPS´en.

4. december

Jeg ved faktisk stadig ikke helt, hvor jeg havnede sidste år i december; men det var koldt, det blæste og der var hverken hygge, medister, juleøl, juletræ eller bedstemor.
Jeg klarede dog hele julemåneden; men der var godtnok mange dage, hvor jeg var klar til at tage hjem til mit varme Hawaii. Kun to ting afholdt mig fra at hoppe på min surfslæde og suse den lange vej med vest. Det ene var at alle de andre i nissekollektivet ville grine af mig de næste hundrede år; men den vægtigste grund var, at nu var jeg hærdet og klar til at tage til Cold Hawaii næste julesæson. Det kunne da umuligt være koldere og mere blæsende, og så var jeg også kommet i tanke om, at flere på Waikiki beach havde omtalt en helt speciel mælkegrød, som havde fået den ypperste kvalitetsbetegnelse, nemlig ”Nisse-grød”, og den spiser de vistnok alle sammen i Cold Hawaii. Selvfølgelig med afveksling i medister, leverpostej og flæskesteg.
Jeg benyttede sommeren til at kontrollere stavning og navnene ekstra mange gange, så jeg ikke ville lave samme fejl igen i år. Heldigvis kom der også en del af de friske unge mennesker, der leger i vandet, her. Og også her hørte jeg om det forjættede område, som hedder Cold Hawaii. Jeg var klar over, at jeg skulle være helt skarp med indtastningen på GPS´en, så det ikke ville ske fejl, så jeg dobbelttjekkede flere gange. Blandt andet opdagede jeg at mange af byerne havde mærkelige bogstaver, som ikke var på min GPS. Å, Æ og Ø. Men her var jeg smart 😊
Jeg ville til Vorupor, så jeg tastede bare ind at jeg skulle havne 5 km. nord for en anden by, som hedder Stenbjerg.

5. december

Endelig var jeg ankommet.
Men selv om jeg havde forberedt mig grundigt og følte, at jeg kendte alt til det nye sted, eller måske skulle jeg sige ”MIT” nye sted, så kunne jeg alligevel ikke frigøre mig fra en lille nagende tvivl.
Omgivelserne var ikke helt som jeg havde forestillet mig.
Jeg kendte Hawaii ud og ind – hvilket jeg jo også burde, eftersom jeg havde tilbragt størstedelen af mit liv her – i hvert fald de sidste 150 år. Og enhver der har bare lidt forstand på nisser, ved jo at det er de første 200 år, der sætter dybe spor og tegner den personlighed, som vil præge den lille nisse i alle årene fremover.
Som sagt kendte jeg Hawaii, og jeg var da godt klar over at Cold Hawaii selvfølgelig ville være koldere; men SÅ KOLD, det havde jeg nu alligevel ikke regnet med.

Pludselig fik jeg en grim mistanke om at jeg skulle have fulgt bedre med i nisseskolen. Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft nogle dumme småuheld i kemi – tror nok jeg allerede har nævnt at det sidste uheld var skyld i at jeg forlod skolen nogle år før oprindeligt planlagt. Men jeg har da altid følt, at jeg var god til at regne den ud. Og omregning fra den sjove temperaturskala, de bruger her i landet, til den rigtige, burde da ikke give problemer for en frisk og smart nisse i sin bedste alder.
Jeg fandt notaterne frem fra inderlommen i min trøje og studerede den, mens jeg mumlede: ”Fahrenheit, det er de rigtige grader, dem finder vi ved at tage deres grader i celsius og så lægge halvdelen af min alder til”. Pludselig gik det op for mig, at den huskeremse havde jeg jo skrevet ned for 35 år siden; dengang hvor lærte om mål og skalaer i nisseskolen. Selvfølgelig skulle jeg ikke tage halvdelen af min alder mere – det var jo bare for at det skulle være let at huske.
Mobiltelefonen frem, finde formlen: fahrenheit = celsius * 1,8 + 32. Sætte de 10 af deres dumme grader ind, og vups – resultatet blev så 50 grader af ”de rigtige”.
Ikke så sært, at her ikke var nogen palmer eller ananas. Dette sted burde ikke hedde Cold Hawaii men i stedet Ice Cold Hawaii

6. december

Heldigvis havde jeg både en varm trøje og en varm hue og vanter med, så der skal mere til at jage en frisk nisse væk, nu skulle jeg lige finde et lunt og godt sted at slå mig ned, og så af sted for at opleve alle de spændende ting, som jeg havde hørt så meget om.

Mit første mål i dette nye og meget fremmede sted var at finde et sted at slå mig ned. Jeg hankede op i surfslæden og begav mig ind imod byen. Gik forbi et sjovt skilt med tegninger af huse på og navnet på mit kommende bosted. Det var også stavet med den sjove streg gennem O´et. Det mærkelige bogstav som jeg ikke kunne taste ind på GPS´en. Jeg kunne sagtens huske det, og stave til Vorupør; men jeg begyndte at blive lidt nysgerrig på, hvordan det mon skulle udtales.
Nå det skulle jeg nok finde ud af senere, først et varmt loft, og få pakket ud.
Jeg gik friskt og frejdigt ned ad hovedgaden, først kom der nogle store og meget lukkede huse på højre hånd. Det lignede lidt et industriområde, men jeg havde sat næsen op efter et varmt loft med mennesker i rummet nedenunder. Jeg havde også en rigtig god plan for hvordan jeg ville komme ind.
Enten ville jeg kravle ind af et åbent vindue eller også ville jeg klatre ned gennem en skorsten. Det var så koldt at jeg kom i tvivl om det mon ville være åbne vinduer; men så måtte det jo blive skorstensmodellen, her skulle jeg bare passe på, at der ikke var tændt op i fyret, så jeg brændte mig.
Der var ingen åbne vinduer.
Men der var heller ingen skorstene.?
Jeg gik rundt om husene i det, som jeg senere fandt ud af var Vesterhavsgade, og blev mere og mere træt og sulten. Jeg kom forbi et lille hus, hvor der lød dejlig musik og sang, og gik nærmere. Jeg kiggede ind af vinduet og så en ung kvinde sidde i sofaen med sin datter på skødet sammen med en guitar. Hun sang dejligt, og flere af sangene kunne jeg genkende som julesange; men det lød nu også som om hun øvede sig i en fødselsdagssang. Pludselig slog det ned i mig, at jeg havde hørt, at her i landet er der mange, som sætter mad ud til nisserne. Det skulle være denne fantastiske mælkegrød, som de kaldte Nissegrød. Sådan en portion måtte jeg finde. Jeg kiggede rundt om alle husene, men kunne ikke finde noget nogen steder. Lige da jeg var ved at opgive, så jeg noget mærkeligt. På en tøjsnor bag ved et af husene var der hængt noget mad op. Det lignede bare en pind; men det lugtede lidt af mad, selv om det var lige så hårdt som en pind. Det er selvfølgelig nogle mennesker, som vil give nisserne et valg. Der er helt sikkert også nisser, som ikke bryder sig om mælkegrøden.
Jeg havde nu opgivet at finde et åbent vindue eller en skorsten, så jeg puttede den sjove madpind i rygsækken og gik tilbage til de store huse først i byen.
Forbi elektrikeren og hen til en af de helt store bygninger. Selv om de var helt lukkede fandt jeg nu ret hurtigt et lille smuthul at kravle ind af. Her bør jeg nok lige fortælle at vi nisser kan gøre os meget små, og kan næsten komme ind alle steder.

7. december

Stor var min glæde, da jeg så, at det store rum var fuldt op med det blødeste og varmeste halm.
Måske var denne egn alligevel ikke helt ugæstfri, her i rummet kunne en ung nisse i hvert fald godt indrette sig både varmt og rart. Så jeg gik i gang med at indrette en varm hule, pakke rygsækken ud og gjorde klar til at smage på det spændende mad, som menneskene havde hængt ud på tørresnoren til mig.
Det var en mærkelig oplevelse; det var lige så hårdt som en pind, men når man tyggede på det kom der en en spændende smag frem – svag smag af havvand og fisk men med masser af salt. Lidt lige som chips men meget hårdere. Uanset hvor meget jeg tyggede, kunne jeg ikke få det så meget opløst, at det var muligt at synke det. Lige da jeg var ved at opgive at få næring ud af ”pinden”, kom jeg i tanke om sammenligningen med chips, fandt min kniv frem og skar det i smalle strimler, så det også lignede chips.
I den nye facon lykkedes det at tygge stykkerne og synke dem; og pludselig smagte det helt fantastisk, og det blev tydeligt, at det var tørret fisk.
Måske skulle disse fiskechips puttes i mælkegrøden.??
Så lagde jeg mig til at sove i min varme hule med de mange oplevelser kørende rundt i hovedet.

8. december

Næste dag vågnede jeg frisk, varm og veludhvilet – klar til at gå på eventyr i mine nye omgivelser. Jeg havde jo allerede dannet mig et indtryk af den ene ende af byen på mit lille rundtur i mørket, så jeg vidste, at jeg ville starte med et besøg i det store supermarked.
På vej ned af gaden var der flere, der vinkede og smilede. Måske var det fordi mit røde tøj gør folk glade, måske var det bare fordi det overraskede menneskene at se en lille nisse på knap 1½ meter. I hvert fald pustede jeg mig lidt op og gik på tæer, så kunne jeg godt se ud som om jeg var en almindelig dreng på 12-13 år.
Sjov indgang til supermarkedet, ikke så snart var skydedøren åbnet før jeg blev mødt af en varm blæst i hovedet. Det har jeg godtnok aldrig prøvet før. Men på den anden siden ville det jo også være direkte ubehageligt, hvis butikkerne på Hawaii fik installeret sådan en varmluftsblæser. Jeg stillede op i køen, der var tilsyneladende smagsprøver i to stativer lige indenfor. Heldigvis nåede jeg at se, at de andre ikke spiste det, som kom ud af maskinen, men i stedet smurte det ind i hænderne. Det var faktisk rart, og det lugtede også godt.
En anden ting, der overraskede, var at alle iførte sig masker på vej ind.?
Sådan en havde jeg jo ikke; men jeg kom i tanke om at jeg på en tur i ørkenen i Portugal var blevet overrasket af en sandstorm, her havde jeg trukket min huse godt ned over hovedet, og lavet små huller til at kigge ud af – mon ikke det ville kunne bruges her også.
Mens jeg baksede med huen var der en rar dame som sagde: ”hej min lille ven, du er da vist ikke 12 år, så du behøver da ikke bruge maske!”
Jeg skyndte mig at puste mig op igen og svarede: ”joo, jeg er da en dansk dreng på 13 år!”
Så trak jeg huen helt ned til hagen og var faktisk rigtig godt tilfreds med mig selv, at jeg nu havde mulighed for at gå lidt anonymt rundt.
Jeg tjekkede igen, at jeg havde lidt penge i lommen – faktisk havde jeg både lidt kroner og en del euro fra mit ophold i det sydlige europa.

Frugtafdelingen var nu ikke noget særligt, der var kun frugter, som jeg kendte rigtig godt i forvejen: ananas, papaya, carambole, Itchie, granatæbler og sådan noget. Pludselig fik jeg dog øje på deres afdeling med eksotiske frugter: her var det nogle sjove lange rødgule nogen i forskellige pakninger, der var nogen runde klumper med jord på og der var nogen store, tunge grønne kugler. Jeg læste på skiltene, at det var gulerødder, kartofler og hvidkål.

9. december

De eksotiske frugter måtte jeg prøve senere; men først ville jeg finde den specielle og berømte nissegrød, som jeg havde hørt så meget om. Jeg kiggede og kiggede i kølerne med mælk, men jeg kunne ikke se hverken en skål med flotte indpakkede gaver eller læse på nogen af pakkerne, at indholdet var specielt for nisser.

Heldigvis stod der en flot høj mand bag ved disken i et indhak i butikken, så jeg spurgte ham. Han kunne ikke forstå, hvad jeg mente, så han ville have mig til at tage huen af og gentage det for 4. gang. Da jeg ikke ville det, råbte han på en dame, som hedder Karina. ”hun har meget mere forstand på hvad drenge på din alder ønsker, sagde han med et venligt smil.
Her opdagede jeg så noget andet sjovt. Både den høje mand, som jeg fandt ud af hedder Thomas, og Karina gik rundt ude ved de store maskiner; men inden Karina gik over til mig, tog hun også en blå maske på.
Jeg gentog, at jeg søgte den helt specielle nissegrød, som jeg havde hørt så meget godt om. Hun kiggede på mig, og virkede overrasket da hun spurgte, om jeg ikke var dansker.?
Jeg fortalte, at jeg havde tilbragt hele min barndom og ungdom i udlandet; men da havde været i Danmark i lang tid nu.
Jeg tror nok, at det imponerede hende noget, at jeg talte så godt dansk, i hvert fald smilede hun meget overbærende, især da jeg fortalte om det om min barndom og ungdom.
Carina forstod straks hvad jeg mente, og fandt så to ting. Det ene var en lille plastskål med sølvpapirslåg og det andet var en plasticpose med noget klumpet lyst indhold.
Jeg mente ikke, det kunne være det, som jeg søgte; for der skulle jo være flotte gaver i.?

Karina var sød og fortalte mig så den lange forklaring om at der ikke er gaver i nissegrøden, som i øvrigt hedder risengrøden, men at man gemmer hele mandler i skålen. Dem der finder mandlen, kan så bytte den med en gave. Men gaven skal man altså købe ved siden af.

Jeg valgte den lille plastskål med sølvpapirslåg, og gik videre rundt i butikken. Der var godtnok mange flasker af alt muligt. Jeg ville jo prøve de specielle juleøl med flot sølvpapir. Der stod endnu en høj mand – hmmm. Gad vide om alle der arbejder her er så høje.?
Da jeg jo ikke havde så gode erfaringer med de høje mænd, valgte jeg selv at kigge rundt på hylderne. Lige da jeg havde fundet en flot øl, og havde læst på etiketten at det var en ”julebryg” kom den høje mand, som de andre kaldte købmand, kiggede ned på mig og sagde: ”hej min lille ven, selv om den øl, du har valgt ser rigtig flot ud, så er det ikke noget for dig.” ”Jeg ved lige, hvad du skal have, du skal have en nisseøl!”
Det gav et helt gib i mig: ”hvordan havde han gennemskuet mig.?”
Jeg tjekkede, at huen stadig dækkede hele ansigtet, mumlede tak og skyndte mig væk.
Jeg var så rystet over min afsløring, at jeg gik samme vej ud af butikken, som jeg var kommet ind. Først da jeg igen stod udenfor gik det op for mig, at jeg ikke havde fået betalt for nissegrøden og nisseøllen; men jeg turde ikke gå ind igen.
Jeg kom også til at grine lidt af den spærring, de havde sat op ved indgangen. Hvis det var meningen, at det skulle forhindre folk i at gå den forkerte vej ud, så skulle de nok sænke den lidt – jeg kunne da løbe lige under, bare ved at sænke hovedet en lille smule.

10. december.

Selv om der havde været lidt farlige episoder i MENY butikken, valgte jeg alligevel at gå lidt rundt i byens gader – det er måske så meget sagt, for Vorupør er vistnok mest en enkelt, men til gengæld meget lang gade. Jeg ville starte med et godt overblik, så kunne jeg jo altid senere fordybe mig de enkelte fristelser. Jeg havde nu fundet noget at det, som jeg skulle smage. Det lå trygt i min rygsæk, og ville blive pakket ud, når jeg igen kom tilbage til hulen i det store hus ved indkørslen til byen.

Men jeg gik ind imod byen var jeg fast besluttet til at forsætte hele vejen igennem. Jeg ville først stoppe, når jeg kom til den anden side og se endnu et skilt med huse og det sjove navn. Jeg havde nemlig set at skiltet var ens på begge sider; men den side man mødte fra byen havde en streg hen over, så det måtte jo betyde, at byen sluttede her, og startede når man kommer den anden vej.
Smart, så behøver man jo ikke være helt lokal for at vide hvor byen går til.
Et par sjove bygninger på den anden side af vejen fik mig til at notere, at dem skulle jeg huske at besøge senere, især huset med det kæmpestore spidse tårn måtte da indeholde en masse spændende. Det var også svært at gå forbi haven med de mange sjove udstillinger, især tårnet og elefanten kunne jeg da godt tænke mig at undersøge nærmere; men planen var klar – først en tur gennem byen til ”byen er nu slut – skiltet”

11. december

Først nu gik det op for mig, at der ikke var særlig mange der kom gående. Ikke at der var mange mennesker på gaden; men dem, som var der, havde næsten alle sammen hjul under. Der var biler, knallerter, cykler og så disse små surfbræt med hjul under, som jeg kendte så godt fra mit Hawaii, og som jeg vidste hedder skateboards. Efterhånden som jeg travede hen ad gaden blev forklaringen også ganske klar, for det er godtnok en lang gade – det var også her, jeg besluttede, at jeg ville anskaffe en eller anden form for hjul meget snart.

En lille butik på venstre hånd med den sjoveste og mest ”hyggelige” tegning på ruden, til gengæld så butikken lidt tom ud, så jeg kiggede bare over gaden, mens jeg gik forbi.
Næste bygning, der skiller sig ud fra de mange huse, som står på kryds og tværs, var ”slagter – bager”. Der var sat to diske op udenfor, så de har sikkert travlt i perioder; men lige nu var der nu ingen kunder ved disse to diske, jeg kunne godt se mennesker i butikken, men jeg gik videre.
Var det en butik, jeg så lige overfor.?
Det lignede mest et af husene, men det så alligevel ud til at de forsøgte at sælge noget, måske skulle menneskene flytte og ville så have solgt nogle af deres møbler først.?

Lige inden jeg kom til en sving på vejen, kom jeg til at langt hus, hvor der stor en stor container ved siden af. Nu har jeg set mange containere, men denne var lidt speciel, fordi der stod et skilt med skateboards foran. Jeg mener nu stadig, at de hedder skateboards, men på skiltet stod der ”longboards”.
Jeg huskede min tidligere beslutning om at få anskaffet mig nogle hjul, og besluttede at jeg ville kigge ind senere. Hvis dette ”long” skulle tages bogstaveligt, så måtte han vel have et board til mindre børn, som dermed ville passe mig i almindelig størrelse.

12. december

Efter en lille cafe kom jeg til en blomsterbutik. Masser af flotte planter og træer udenfor, men især vinduerne fangede min opmærksomhed. Det ene vindue var helt fyldt med hvide ting i alle mulige afskygninger. Det lignede de hvide ting, jeg havde set på billeder; men jeg havde nu hele tiden forestillet mig at det var noget natur, og ikke noget i et butiksvindue.
Det skulle jeg helt sikkert også undersøge nærmere senere; men lige nu skule jeg videre på min by-gennemgang.

Hvis jeg var overrasket over de mange hvide ting i vinduet ved blomsterbutikken, så var det da ingenting i forhold det chok, jeg fik ved lidt længere nede af gaden. Nu var jeg tydeligvis kommet til den del af byen, hvor menneskene gik mest op i jul. På min side af gaden var der masser af træer. Og det var hverken palmer eller de normale med bløde blade; men alle sammen de specielle trekantede med stive smalle blade – her kaldte de dem for nåle, og træerne blev kaldt for juletræer.
På den anden side af vejen var der nisser i alle mulige afskygninger. Der var en kæmpestor nisse på en slæde udenfor og alle de kendte nisser i vinduet. På afstand kunne jeg se, at der var navneskilte på mange af dem. Det glædede jeg mig til at studere nærmere senere, men især glædede jeg vil til at tjekke om de også havde en nisse med navnet Pixie, og om den ligner mig.
Nu havde jeg efterhånden opdaget meget, som jeg skulle vende tilbage til for at undersøge nærmere. Og du ved jo selv, hvor svært det er at vente.?
Tænk bare på juleaften, hvor man skal vente hele dagen på at det bliver aften. Og bagefter skal man vente på at hele familien skal spise en masse julemad, før man endelig kommer til det vigtigste, nemlig gaverne.
Jeg besluttede derfor på stedet, at jeg godt måtte undersøge juletræerne nærmere.
Det var som at gå ind i en skov med kæmpestore træer. Alle var perfekte trekantede med spidsen opad; men de var alligevel meget forskellige. Nogle var slanke og høje, andre var brede og ikke så høje. Nu havde jeg jo på min vej ned gennem byen set nogle mennesker, og der var da også både slanke og høje, og brede og ikke så høje; så måske valgte man bare et træ, som havde ens egen yndlingsfacon.?

13. december

Mens jeg stod og kiggede på træerne og rørte ved de sjove nåle, hørte jeg pludselig en stemme sige ”daw”.
Jeg vendte mig om med et sæt og kiggede lige ind i maven på endnu en høj mand. Jeg tror nok, han spurgte, om jeg kiggede efter noget specielt, men jeg hørte det ikke rigtigt, for jeg var kommet i tanke om, at her i byen skulle man jo have maske på, når man mødte fremmede, så jeg skyndte mig at trække huen godt ned over næse og mund. Jeg overvejede at løbe min vej, men trak i stedet vejret dybt og forsøgte at virke interesseret i hans træer og varer, men jeg læste højt fra et af skiltene. ”varm juleglögg” stod der. Jeg huskede at hæve stemmen, så det lød som et spørgsmål. Og han svarede da også: ”vil du have et glas glögg ?”. Jeg nikkede, og han hældte noget varmt op i en plastikkop.
Jeg kiggede lidt mærkeligt på den rødbrune væske, og vurderede, at det var meningen at jeg skulle drikke det – så det gjorde jeg hurtigt.
Hold da op, hvor var det varmt, det brændte hele vejen ned gennem halsen.
Manden så lidt overrasket ud, mens han spurgte, hvor jeg kom fra: ”ved do ikk´, hvordan man drikker glögg ?”. Nej.
Han hældte endnu en kop op og også en til sig selv. Denne gang puttede han mandler og rosiner i kopperne og rørte rundt. Så gav han den ene til mig, og fortalte at jeg først skulle spise fyldet med skeen og derefter drikke gløggen. Nu smagte det helt fantastisk og meget forskelligt fra alt, hvad jeg tidligere havde smagt. Det var både stærkt og sødt og mættede faktisk også lidt.
Nu ville jeg så vise manden, at jeg havde lært det, så jeg tog selv og lavede en kop mere. Han smilede lidt sjovt, men også venligt mens han sagde, at jeg vist hellere måtte passe lidt på. ”Du ser lidt lille ud til at drikke så meget juleglögg!”
Jeg kunne pludselig mærke, at det snurrede lidt i hovedet, og kunne ikke lade være med at grine. Jeg ville have sagt TAK til den venlige mand, men jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad det hedder på dansk. Jeg forsøgte på engelsk og på portugisisk, men tror ikke, at det lød særligt overbevisende.
Efter flere forsøg valgte jeg at gå min vej. Jeg ved godt, at det var uhøfligt; men jeg besluttede, at jeg ville komme forbi senere og sige ordentligt tak.
Den sjove snurren i hovedet havde nu også bredt sig til benene, og det kneb mig lidt at gå lige.
Jeg overvejede at gå hjem til min varme hule, da jeg var blevet rigtig træt; men kunne ikke overskue den lange gåtur – og heldigvis fandt jeg en garage ved huset ved siden af. Her gik jeg ind og fik en lille middagslur.  

14. december

Jeg vågnede først igen, da det var blevet mørkt.
Det var derfor blevet for sent til at fortsætte turen, og jeg begyndte at gå hjem mod hulen, der jo lå ved byskiltet ved starten af byen. Det var næsten ikke til at overskue at skulle gå den lange vej; men indtil jeg fik anskaffet mig et andet transportmiddel, var der jo ikke andre muligheder.
Der var lukket i de butikker, jeg havde set på vejen; men til gengæld var containeren med ”long boards” nu åbnet, og der sad en mand på en stol i åbningen. Da jeg gik hen til ham, sagde han: ”aloha, jeg hedder Alexander, hva´ hedder du.?”
Jeg svarede: ”Pixie”
”sejt navn, det passer godt til dig.” sagde han så: ”du ser også sej ud i det røde tøj.”
”Er du en rigtig nisse, eller er det Kim, der har overtalt dig til at klæde dig ud.?”
Det viste sig, at én der hedder Kim, havde overtalt Alexander til at trække i julemandsdragt og gå en tur til stranden. Her skulle han så se ud som om julemanden var på udflugt i byen, mens nogle fotografer tog billeder til avisen.
Det grinede vi lidt af. Især grinede jeg af, at den tykke julemand skulle stå på et surfbræt – det kommer aldrig til at ske.!
Men nu kender jeg jo også julemanden, og ved hvor meget han hader vand.
Pludselig siger Alexander: ”ved du hvad lille ven. Jeg kommer lige i tanke om at jeg har et skateboard i din størrelse, som jeg ikke kan sælge. Den er for stor til et barn og for lille til en voksen. Vil du have den.?”
Jeg blev så glad, at jeg næsten fik våde øjne. Om det var derfor, eller det var lyset, der skinnede på en sjov måde ved jeg ikke; men pludselig virkede han lidt tykkere og skægget lidt mere gråt – og han så lidt ud som en yngre udgave af selveste julemanden.

Jeg fik et supersmart og helt hvidt skateboard, - gav Alexander et stort knus og susede op ad gaden på mit nye board.
Den lange vej jeg havde travet samme formiddag, virkede nu kun som en lille smuttur, og snart var jeg hjemme i min hyggelige hule.
Jeg havde planlagt, at jeg ville smage på de varer, jeg havde med i rygsækken fra MENY, men var alt for træt – og også stadigvæk lidt mæt efter de 3 kopper julegløgg. Så jeg lagde mig til at sove i den bløde halm.

15. december

Næste morgen vågnede jeg tidligt, mens det stadig var helt mørkt. Jeg følte mig udhvilet og satte mig til at spise nissegrøden og drak lidt nisseøl tid. Det kunne jeg godt vænne mig til at starte dagen på, og besluttede at hente nye forsyninger i løbet af dagen. Samtidig måtte jeg også finde en måde at få betalt det, som jeg havde taget med den forkerte vej ud af MENY butikken.
Da jeg var klar til at fortsætte min udforskning af byen var klokken kun godt 8, så jeg tog et par messengeropkald til vennerne på Hawaii. Her var klokken 9 om aftenen, så de var i topform og kunne fortælle, at de sad på stranden og nød solnedgangen med en temperatur på 78 grader. Nu var jeg jo næsten udlært, og kunne derfor straks regne ud, at det svarer til ca 25 grader celsius.
Jeg var nu alligevel blevet rigtig glad for ”mit” Cold Hawaii.

Susede ned gennem byen på mit nye skateboard, for at fortsætte, hvor jeg slap i går.
Både Alexander og Finn genkendte mig og vinkede, da jeg kørte forbi. Dejligt, for så var det alligevel ikke nødvendigt at være pinlig berørt over min opførsel med juletræer og juleglögg.
Jeg tog skateboardet under armen og gik videre. Jeg ville jo gå hele vejen til skiltet, der viser at byen er slut.
Næste butik er en stor tøjbutik på venstre hånd, jeg gik over gaden for at kigge ind ad vinduerne. Jeg tror nu ikke, at der er noget tøj som jeg har lyst til; men det ser ud til at være en stor butik, hvor en lille nisse godt kan gå lidt rundt og gemme sig, så her skal jeg helt sikkert også på besøg senere.
Så kom der et stykke vej uden butikker, og jeg overvejede at køre for at spare tid, men jeg havde jo god tid, så jeg gik videre.
Pludselig så jeg en ”diner” på højre hånd. Den så lidt lukket ud; men der var mange ting ved den, som lignede de spisesteder, som jeg kendte hjemme fra det ”varme” Hawaii. Gad vide, om ham, der har den, har været på besøg på Waikiki beach.?

16. december

Ovenpå den lange gåtur, hvor der ikke rigtig havde været andet end huse at kigge på, skal jeg da lige love for at her på torvet var det aktivitet. Jeg kunne se hele to butikker med fisk, et hus med masser af levende fisk, en pandekagebager, tøjbutikker og den største kran, jeg har set meget længe.
Men det som fangede mig allermest, var nu alligevel udsigten mellem de hvide huse, hvor havet fyldte hele horisonten.
Her skulle jeg først ned og kigge.

Waauw, hvor så det godt ud, da jeg kom nærmere, og kunne se det flotte blå vand med hvide skumtoppe, mellem de blå/hvide fiskekuttere, som var trukket op på stranden. Mellem kutterne og vandet var der nogle mindre både og to traktorer. De 4 mennesker, som stod på stranden og lænede sig indover båden, var lige kommet i land, og var ved at rense de fisk, som de havde fanget.
Der var en rand af andre mennesker uden om. Nogle stod med bæreposer og snakkede med fiskerne, de var helt sikker ude efter at få nogle af de friske fisk.
Da jeg kom nærmere, kunne jeg se at der var masser af fisk – det var især nogen store nogen med fipskæg, som køberne gerne ville have. Der var også nogen små nogen, som hed ”gnallinger”, dem var der ikke så mange, der ville have. Lidt mærkeligt, for de lignede meget dem, som jeg havde fundet på tørresnoren den anden aften – og de smagte da rigtig godt. Men da jeg tog en op i hånden kunne jeg da godt mærke, at det var en anden fisk, for disse var helt bløde og våde.
Mens jeg stod og trykkede på den, sagde manden et eller andet på et mærkeligt sprog, som jeg ikke forstod. Selv om han gentog det fire gange, fik jeg alligevel ikke fat i, hvad han mente.
Mærkeligt, for jeg forstår jo alle sprog.?
Måske blandede han lidt sammen, for jeg synes godt, at jeg kunne genkende lidt dansk, tysk og skotsk. Måske var det bare en helt speciel dialekt, som fiskerne her på stranden har.?
Tilsyneladende forstod de andre mennesker, som stod ved siden af båden, hvad han sagde, for en af dem vendte sig mod mig og oversatte: ”han siger, at hvis du bliver ved med at trykke fisken sådan på maven, så vil den snart komme til live igen, du står jo og gir´ den hjertemassage.!”
Alle de andre grinede og jeg blev helt rød i hovedet.
Fiskeren syntes alligevel, at det var synd for mig, så han fandt en pose og puttede en hel masse af de små fisk i, gav posen til mig og sagde: ”dem ska do ha, bette fyr.”

17. december

Jeg gik lidt videre op ad stranden, op mod flokken af surfere. Der var nogle kitesurfere, som var ret langt ude, og så var der en masse i ens dragter og med ens boards inde på stranden. Det viste sig at være den lokale surfskole, Surfcompagniet, som havde træningsdag.
De vinkede og kaldte mig hen til sig. I det hele taget var de supersøde og følte nok også, at de skulle trøste mig lidt ovenpå min debut som fiskekøber. De grinede godtnok lidt, da jeg fortalte om oplevelsen, men de syntes da også, at det var lidt sejt, at jeg sådan havde skaffet så mange fisk.
Da de hørte, at jeg var alene og ikke havde noget køkken, var der en der foreslog, at vi kunne da lave mad og spise sammen.
Jeg var rigtig i mit es, og følte at jeg kendte alle de unge mennesker. I hvert fald lignede de meget de grupper, som jeg tidligere havde hygget med på stranden på Hawaii. Så jeg tog hul på den konkurrence, som jeg vidste, de alle sammen ville synes var sjov.
Jeg pegede op i klitterne og sagde meget højt: ”hvad er det.?”
Da de vendte sig om smed jeg den røde nissedragt – jeg havde mine rød-hvide boxershorts på indenunder, og de kunne sagtens bruges som badebukser. Så snuppede jeg det nærmeste surfboard og spænede mod vandet, mens jeg råbte. ”sidste mand i er en landkrabbe.!”
Jeg var helt i mit rette element.!
Lige ind til jeg ramte vandet.
Det var som at blive ramt af et lastbil!
Chokket fra det iskolde vand stoppede for både vejrtrækning og hjerteaktiviteten på én gang, og jeg væltede omkuld i vandet og kunne ikke bevæge mig.
Til gengæld forstod jeg pludseligt, hvorfor de alle sammen havde de lange dragter på.
Heldigvis kom instruktørerne hurtigt ud og fik mig reddet i land, hvor jeg blev pakket ind i varme tæpper og fik noget varmt te. Da de kunne se, at jeg var ved at overleve, begyndte de at grine, mens de spurgte mig, om jeg fik tjekket ”hvem der var en landkrabbe.?”
Enden på dagen blev at en af trænerne, en pige der hedder Sabine, ville tage fiskene med hjem og gøre dem i stand, hendes mand har rigtig meget forstand på fisk.
Så kunne alle, der havde lyst, komme og spise fisk om lidt.
Det var superhyggeligt, og det kan jeg fortælle om en anden gang.

18. december

Efter de to første dage havde jeg fået et godt overblik over min nye by, og kunne nu gå i gang med at udforske de mange spændende butikker og fremmedartede forsamlinger. Derfor vil resten af mine beretninger ikke komme i den rækkefølge jeg oplevede det, men mere i den rækkefølge, der føles naturlig her bagefter.

Morgenbadning:
Jeg havde flere gange hørt om gruppen af vinterbadere, som mødes hver morgen ved havbadet. Jeg havde jo også selv mærket hvor koldt vandet er, så jeg fik lyst til at opleve, hvordan de klarede opgaven. Derfor tog jeg til toiletbygningen ved havbadet en morgen kl. halv ni for at kigge.

Min plan var at stå i læ ved huset. Herfra er der godt udsyn mod havbadet, så jeg kunne få det hele med.
Jeg vidste ikke, at huset var deres mødested, og at de altid byder nye badere hjertelig velkommen. Det overraskede mig nok lidt, at de var så hjertelige og åbne. Faktisk var der 4 der bød på kaffe og the allerede mens de sagde ”godmorgen og velkommen”. En af dem vidste godt, at jeg hedder Pixie, og boede ”øster i byen”. Og et par af dem sagde, at de havde ventet, at jeg ville komme på besøg. Da jeg så spørgende ud forklarede de, at de havde hørt om min debut i havet sammen med surferne. Og det da vist var tydeligt, at jeg manglede teknikken med at gå i let køligt vand.
Om det var kommentaren om ”det let kølige vand” eller det var deres moderlige måde at tage mig med i kredsen ved jeg ikke; men i hvert fald fulgte jeg med dem ned mod havbadet.
Det så koldere og koldere ud efterhånden som vi kom nærmere, og jeg søgte efter undskyldning for at ”vente til en anden gang”.
Da vi kom hen til det sjove X-stakit, sagde jeg derfor højt, at jeg ikke havde fået badetøj med, og det duer ikke at mine underbukser bliver våde.
De grinede højt, og sagde at de havde ekstra håndklæde med og ”vi bader da bare uden tøj. Smid det hele.!” Nogen af dem smed også alt tøjet, mens andre tog badetøj på. Da jeg stadig stod og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, kom de to, som hedder Jytte og Trine hen og hjalp mig af tøjet. De tog en hånd hver og hjalp mig hen til trappen.
Alle kom med gode råd, og jeg forstod da så meget, at det ville blive vanvittigt koldt. Men til gengæld dejligt bagefter, så det er bare med at komme hurtigt i. ”Du må ikke springe i” (nej det vidste jeg godt; det havde jeg jo prøvet), men du skal gå ned af trappen og ikke standse før du er under. Så skal du bevæge dig, og så gå op igen. Efter 2 minutter skal du gå i igen, og allerede nu vil det føles dejligt varmt.!

Skal jeg være helt ærlig, så er både ordet ”dejligt” og ordet ”varmt” helt forkerte at benytte i denne sammenhæng. Det var bare SÅ koldt.
Til gengæld blev det dejligt varmt da de søde badere havde tørret mig og skænket te og kaffe og vi hyggede med hjemmebagte kager.
Mens vi stod der i læ ved huset og snakkede om alt muligt, forstod jeg bedre, hvad det er som driver disse vanvittige vovehalse.
Faktisk besluttede vi, at jeg skulle komme igen og bade sammen med dem andre morgener også. Vi var vel omkring 10 den dag, og i weekenden har jeg oplevet, at der er 25-30 mennesker som bader og hygger sammen. Jeg mener stadigvæk, at det er lidt pjat at de så deler sig op i grupper på under 10; for enhver kan regne ud, at den Coronavirus som hærger i verden, ikke kan overleve i de kolde temperaturer, som vi har til morgenbadningen.

19. december

En morgen var det ikke så mange til morgenbadning, og dem som plejede at tage kaffe og godter med, var ikke dukket op. Så vi skiltes bare med et ”Hej” efter det kolde gys.
På vej op mod land besluttede jeg at gå ind i den store Cafe og få varmen. De plejede ikke at have åbent, når jeg gik forbi; og det havde de måske heller ikke i dag.?
Men der gik en stor mand rundt derinde og rodede med nogle af maskinerne. Jeg havde tit set ham i gadebilledet, og havde også bemærket at der stod ”Vesterhavscafeen” både på hans tøj og hans bil, så jeg regnede da med at han var ved at åbne.

Jeg gik ind og sagde hej, og bestilte en kop juleglögg. (Faktisk havde jeg ikke fået brugt ret mange at de danske penge, for hele tiden var der nogen, der ville forære mig noget)
Han kiggede ned på mig og sagde, at der var noget helt galt.
”Der er faktisk flere ting, der er helt galt”, gentog han.
1. ”vi har ikke åbent endnu”
2. ”du burde være i skole.!”
3. ”du er for lille til at drikke juleglögg”
4. ”du har ikke mundbind på.!”

Men han var lynhurtig til at tænke og fandt en løsning, som dækkede alle fire forkerte ting.
”nu tar du en skovl og hjælper med at fjerne sandet udenfor huset, så er du nemlig ikke gæst, men medarbejder, og så må du gerne komme udenfor åbningstid, og så behøver du ikke mundbind. Og så lærer du også noget i dag. Bagefter kan vi sætte os ned en kop varm cacao eller saft”

Så mens Per gjorde kaffemaskinen, softicemaskinen og alle de andre maskiner rent, skovlede jeg sandet væk fra terrassen.
Det var ret hårdt, og jeg var træt og svedig, da jeg kom ind og meldte alt OK.
Per havde dækket op til os to ved et af bordene. Han havde egentlig planlagt at lave et par madder med ost; men synet af min røde dragt havde givet ham lyst til Risalamande, så han havde lavet to flotte portioner og skænket saft op i to ølglas.

Efter den portion kan jeg kun sige: ”fuck risengrød” – der her det var da en rigtig nisseret med masser af vitaminer. Der var både mandler og fed mælk og sukker og varm kirsebærsauce.
Da jeg var færdig med den store portion spurgte han om jeg kunne spise mere.
”Hvis der er mere, kan jeg da godt klare en lille portion til.”
Det var så i øvrigt den dag jeg lærte, at risalamande ikke mætter, før efter man er færdig med at spise. Mens man spiser, kan man bare blive ved og ved, men bagefter siger det ”BUM”, og så er man stopmæt og får ondt i maven lige på én gang.

Per vidste godtnok meget om livet her ved havet. Han kender alle fiskerne, surferne og vinterbaderne. Og så kender han også en masse til nisser. Han sagde, at jeg ligner en nisse, der hedder Thomas. Han kender den nisse fra Den Gamle butik længere oppe byen. Jeg forsøgte at forklare ham, at Thomas ikke er et rigtigt nissenavn. Jeg kunne til gengæld nævne en masse rigtige nissenavne: Donald, Joe, Claus og andre. Men de navne ville han ikke acceptere som nissenavne, dog syntes han, at Pixie godt kan gå an.
hmm, hvorfor tror han så lige, at han er ekspert i nisser.?
Tak for mad og hjem i hulen for at slå mave og sove middagssøvn.

20. december

En af de butikker, som jeg var sprunget over på mine første ture gennem byen, var den store tøjbutik lige overfor juletræssælgeren.
I dag skulle det være. Så jeg tog skateboardet ned gennem byen.
Mærkeligt, der plejede da tit at være masser af tøj udenfor; men i dag var der ikke noget.
Jeg regnede med, at de satte gadevarerne ud for at vise, at der er åbent – kunne det så betyde, at der var lukket i dag.? Pludselig slog det mig, at det jo var søndag. (det er lidt svært at holde rede i dagene her i Vorupør, fordi så mange af butikkerne har åbent hele tiden.
Butiksdøren var låst, men jeg prøvede lige at tage i døren ud mod parkeringspladsen, og den var åben.
Jeg gik forsigtigt ind, og så at det var lys i butikken. Da jeg kom igennem lageret og kiggede ind i butikken, kunne jeg se at der var en mand nede i det bageste hjørne, han var helt opslugt af at pakke pakker, så jeg smuttede stille forbi ham og gik stille op i den anden ende af butikken.
Der var tøj alle steder, tusindvis af forskellige ting, lidt til mænd, men mest til piger og damer. Det var nu ligemeget for mig, jeg skulle jo ikke købe noget – jeg skulle bare lege med det.
Så i skjul af stativer, hyggede jeg mig med at prøve kjoler, bluser og jakker. Efterhånden som jeg fik afprøvet smed jeg tøjet i en stor bunke. Da bunken var over en meter høj – næsten lige så høj som mig, sprang jeg op i den og borede mig ned i dyngen. Jeg følte mig lige som onkel Joachim, når han tager en svømmetur i sin pengetank. Jeg blev lidt træt, og tror nok at jeg faldt lidt i søvn. I hvert fald vågnede jeg ved at yderdøren smækkede. Først troede jeg, at der kom flere, men det må have været manden med pakkerne, som gik. Både han og pakkerne var væk, så mon ikke han var smuttet for at bringe dem ud.?

Det gav mig en god mulighed for gå på opdagelse i hulen nede i hjørnet. Det var noget helt andet. Her var helt fyldt med piber og tobak. Det var altså det, som manden havde haft så travlt med at pakke ind. Jeg var vildt fascineret, som alle andre har jeg da set billedet af den gamle fisker med sydvest og en krum pibe i munden. Jeg havde også bemærket, at nogle af fiskerne ved stranden røg pibe, men jeg havde aldrig været så tæt på, at jeg kunne røre ved en. Jeg gav mig god tid til at udsøge den allerflotteste. Den var stor og krum, men en bred sølvring. Så skulle jeg finde en god tobak. Den var 100-vis, og navnene sagde mig ikke noget. Jeg startede med at åbne en tilfældig dåse – nej, helt tilfældig var det ikke, for jeg fandt en med 5 stjerner, og regnede med at det betyd ”rigtig god”.
Det tror jeg så ikke, efter jeg fik dåsen åbnet og lugtede til den. Den lugtede forfærdeligt at sure sokker og tjære. Jeg var åbenbart nødt til at læse lidt om indholdet. Endelig fandt jeg en, som lød godt: ”noter af mandel og vanilje, søg og behagelig – tilsat lidt kanel”. Det lød jo fuldstændig som nissegrød, den måtte jeg smage. Jeg hældte piben fuld af tobak, gik over til en af de andre hylder og fandt en lighter.
Lige da jeg havde fundet ud af hvordan man tænder en lighter, gik døren op igen, og manden med det grå skæg kom ind i butikken. Han gik direkte hen imod mig, og da jeg stod inde i den lille hule, havde jeg ingen chance for at komme væk. Jeg gjorde mig ekstra lille og kiggede undskyldende op på ham.
Han grinede bare, og sagde at han da var stolt af at have fået besøg af byens nye tilflytter, Pixie.
Det viser sig, at Kim snakker meget med de andre i byen, så han havde hørt om mig fra både surferne, baderne, Alexander og Per.
”Du er simpelthen for lille til at ryge; men vi kan godt sætte os hen i tøjbunken om snakke, hvis du har lyst”?

Så selv om det kunne være blevet rigtig farligt, endte det faktisk med at blive endnu en hyggelig dag i min nye by.

21. december

Efterhånden var jeg begyndt at genkende en del af menneskene i byen. Det var også tydeligt at mange kendte mig, for flere og flere vinkede og råbte ”hej Pixie” når jeg kom susende på mit hvide skateboard. En dag blev jeg stoppet på gaden af en rar dame, som hedder Mette. Hun mente at have opdaget, at jeg bor på samme vej som hende. Jeg indrømmede selvfølgelig ikke, hvor jeg bor, da jeg jo ikke ved, om det er i orden, eller jeg ville blive smidt ud. Hun ville nu ikke jage mig væk, hun ville i stedet bare fortælle, at hvis det skulle begynde at blæse, hvad det somme tider gør i december, så er det lidt svært at køre på skateboard – i hvertfald den ene vej 😊
Hun og hendes mand, har en forretning med cykeludlejning, og de har ikke så mange kunder i øjeblikket; så hvis jeg hellere vil køre på cykel, så kan jeg bare komme forbi, så skal de nok finde én, som passer til mig. Jeg takkede for det flotte tilbud. Det ville give mig mulighed for at besøge både Klitmøller og Stenbjerg, hvad jeg havde gået og tænkt en del på de seneste dage.
Så jeg fulgtes med Mette hjem. Sjovt at jeg ikke havde set deres hus før, vi boede ikke ret langt fra hinanden, men deres hus ligger lidt gemt inde mellem træerne.

Vi startede med at finde en superflot cykel. Mette mente, at jeg skulle have en praktisk citycykel med brede dæk, men hun kunne nu godt se på mig, at jeg havde meget mere lyst til den røde racer.
Den var en lille smule for stor; men ikke mere end Niels kunne justere.
Så mens han arbejdede med at gøre cyklen klar, gik vi ind i huset. Mette havde lige nogle hjemmebagte kanelkager, som jeg skulle afprøve….  Mums ..!!
Mens vi hyggede med kagerne og et glas saft, fandt jeg ud af at de havde gennemskuet, at jeg boede på Kraftvarmeværket. De havde set mig komme hjem nogle gange. Jeg skulle bare være klar over, at hvis ”det blev for koldt eller ensomt, så havde de masser af plads, og jeg måtte gerne bo hos dem.” Ud over at leje cykler ud, har de nemlig også værelser med Bed & Breakfast, og her var der heller ingen kunder i øjeblikket.
Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle have ondt af dem, fordi de ingen kunder har; men de virkede nu til at være glade og fornøjede med tilværelsen.
Da Niels havde cyklen klar, gik vi ud til ham med en kop kaffe. Mette sagde, at han elskede at mosle udendørs, især de mange pauser, hvor hun serverede en kop kaffe, og han kunne ryge en pibe tobak i fred og ro.
Mens jeg cyklede en tur til Klitmøller tænkte jeg på, at det da var fantastisk, så heldig jeg havde været med valg at juleopholdssted. Det var stadig koldt; men på en eller anden måde var det blevet lidt varmere i maven, efterhånden som jeg lærte flere mennesker at kende – eller også var det bare Mettes kanelkager, der gav varmen.?
Fik jeg sagt, at det var en solid lås på cyklen, for jeg er jo nødt til at lade den stå udenfor, når jeg ikke bruger den.

22. december

I dag havde jeg bestemt, at jeg ville kigge ind til den butik med de to diske udenfor, ”Slagter-Bager”.
Jeg cyklede på min nye cykel, men kunne allerede på afstand se, at der stod mennesker og ventede udenfor, så jeg ”vendte lige æ haw”, som de lokale yndede at sige.
Da jeg kom tilbage, var der plads til mig, og jeg gik frisk og frejdig ind i butikken. Jeg blev modtaget af en høj, venlig dame med nissehue. Jeg havde lidt svært ved at forstå hende, det var ligesom om hun snakkede med en lidt sjov dialekt – eller også blander hun flere sprog, for det har jeg også problemer med. Men jeg svarede, så godt, jeg kunne, at jeg skulle have noget ”kød-brød” fra området her.
Da hun tilsyneladende heller ikke helt forstod mig, uddybede jeg at fortalte, at det eneste fra min liste som jeg ikke havde fået prøvet var ”medister” og ”bedstemor”!
Se, det forstod hun.!
”Jeg er bedstemor”, sagde damen, som hedder Kerstin. Nu var det så min tur til at blive forvirret igen, var det hende, som de unge surfere på stranden på Hawaii savnede i forbindelse med julen.?
Heldigvis kom slagtermesteren i det samme op fra baglokalet: ”hvem er det som bager på min bedstemor.?”, spurgte han med et stort grin.
Han vidste også, at jeg var flyttet til byen i forbindelse med julen, og begyndte at fortælle om de mange specialiteter, som folk her spiser om vinteren og til jul, Mens han snakkede fandt han et stykke brun pølse, som han varmede i ovnen, ”prøv den her, det er medisterpølse.” Hvis du kan lide den, så er du inviteret til middag i aften, så skal du prøve den med alt tilbehøret.”
Mens jeg smagte på medisteren fortalte damen, at de har to døtre, den ene rejser verden rundt hele tiden; og den anden hjælper lidt i butikken, mens hun går i skole. Hun er vores lille nisse, og hun vil helt sikkert gerne møde dig. ”Så vi spørger Ida, om hun ikke har lyst til at spise med i aften”
Rent faktisk fik de aldrig spurgt mig, om jeg kunne lide pølsen og havde lyst til at spise med – måske kunne de se det på mig. Måske er det mere sådan, at man skal sige fra, hvis ikke jeg har lyst.?

Jeg havde lyst…

23. december

Jeg cyklede tilbage til slagteren og min ventende middagsinvitation, da det blev aften. Kerstin og Søren skulle først have lukket butikken, så jeg havde fået besked om at komme kl. syv.

I løbet af aftenen fik jeg smagt både gule ærter, andesteg, medister med rødkål, frikadeller og en hel masse andet. Og det bedste af det hele var, at Kerstin og jeg fandt ud af at snakke sammen helt uden forvirring. Hun slog nemlig bare over i tysk, som jeg jo også kan. Måske syntes Ida og Søren, at det var lidt mærkeligt, at vi talte forskellige sprog (det er nu ligemeget for mig), men vi fik i hvert fald snakket en masse. Jeg fik også lært at sylte, faktisk slet ikke er frugtpålæg, som man smørrer på brød. Det er kogt grisekød i gele, som man spiser med sennep og rødbede. Skal jeg være helt ærlig, så kan jeg nok bedre lide det mosede frugt, den sennep kildrede for meget i næsen.
Det blev halvsent, inden jeg cyklede hjem den aften, så jeg sendte venlige tanker til min cykelsponsor, som havde forsynet cyklen med en god lygte.

Da jeg kom til kirken, kunne jeg se, at der var lys derinde. Jeg gik selvfølgelig ind for at se, hvad der var på færde.
I den anden ende af det store flotte lokale stod en dame med lang sort kjole og en sjov hvid krave og talte til et stort kamera.

Hun talte højt og tydeligt med store armbevægelser, mens hun skiftevis kiggede ind i kameraet og på de damer, der stod spredt rundt i lokalet. Mens jeg sneg mig ind for at gemme mig under en af bænkene, sagde fotografen pludseligt med høj stemme: ”stop!” Jeg troede selvfølgelig, at han havde set mig; men det var bare signalet til damerne, at han ville flytte kameraet og filme i en anden vinkel.

Jeg havde nu fundet en god plads, hvor jeg kunne følge med i det hele. Og det blev tydeligt, at de var ved at optage en julegudstjeneste, som alle menneskene i Vorupør kan se i fjernsynet i morgen aften. Normalt er kirken nemlig stopfuld juleaften, men i år er de nødt til at aflyse på grund af Corona. Så præsten havde inviteret et kor med til at synge, så filmen kunne blive så tæt på en almindelig juleaften i kirken som muligt. Selv om sangerne stod langt fra hinanden, var det tydeligt at de hyggede sig – faktisk måtte fotografen bede dem om at være stille mange gange.
Da de til sidst fik lov til at holde en kaffepause, skal jeg da lige love for at stemningen steg yderligere et par tak i vejret.
De havde alle så travlt med at snakke med hinanden, at jeg godt turde snige mig lidt tættere på; også fordi jeg godt kunne tænke mig at smage et lille stykke kage. Jeg fik fat i kagen og trak mig tilbage til min plads under bænken igen. Først nu så jeg at fotografen ikke holdt pause, men gik rundt og filmede de mange specielle udsmykninger i kirken. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg kom med på flere af disse billeder, det bliver spændende om jeg kommer med i fjernsynet i morgen.

Da de gik igen, trak jeg mig stille tilbage.
Det havde været en vild god dag, hvor jeg var kommet tættere på de lokale end jeg havde turdet håbe på; men samtidig var jeg også lidt trist i maven. Selv om jeg havde fået mange nye venner, så var jeg jo ikke rigtig en del af gruppen. De andre hyggede sig sammen; men jeg hver aften tog hjem til hulen helt alene. Faktisk glædede jeg mig ikke slet så meget til juleaften mere.

.

24. december

Selv om man er nisse og dermed indbegrebet af Jul, kan man godt blive en lille smule misundelig på menneskene, der altid mødes hele familien og holder juleaften sammen. Jeg ved da godt, at jeg bare kan snige mig ind i et hus og nyde den gode stemning på afstand; men det er nu ikke det samme som at være inviteret med til festen. Helt ærligt, så er jeg de sidste par dage gået og blevet lidt ensom, og har fået lidt ondt af mig selv.
Pludselig om morgenen den 24. december hørte jeg en banken på vægen til hulen. Jeg gik ud, og der stod Sabine. Hende surferen, som også arbejdede i børnehuset. Hun havde et lille brev med en flot tegning af en julenisse udenpå. Hun sagde, at de var mange, der havde gennemskuet, at jeg var en rigtig nisse, og de syntes, det var lidt tarveligt, at jeg ikke havde fået besøgt børnehuset inden jul.
Det gjorde mig en smule flov, men spændingen over, hvad der var i brevet var alligevel så stor, at jeg ikke svarede hende, men i stedet åbnede brevet.
Der stod: ”Kære Pixie, det vil glæde os at se dig i Børnehuset i eftermiddag kl. 16.00”. Da jeg kiggede op, var Sabine væk.

Jeg tog selvfølgelig om til Børnehuset kl. 16. Der var helt mørkt og stille, så jeg tænkte på, om det mon var en fejl. Jeg prøvede dog at tage i døren, den var åben og jeg gik ind.
Selv om der var mørkt, kunne jeg godt se lidt i skæret fra juletræet, der stod udenfor, så jeg gik videre ind i rummet; måske kunne jeg lege lidt med børnenes legetøj; mens alle andre hyggede sig sammen med venner og familie.

Pludselig blev lyset tændt og 1000-vis af stemmer råbte: ”Glædelig Jul, Pixie”.
Og der stod alle byens børn og deres familier, sammen med alle de nye venner, jeg havde fået i byen den sidste måned og en hel masse andre mennesker, som jeg ikke kendte.
Alle var klædt i pænt tøj og røde nissehuer – nej, ikke alle, for Flemming, købmanden, havde som den eneste en blå nissehue på.
Da min forskrækkelse havde lagt sig begyndte hende, jeg havde set gennem vinduet den første dag at spille på guitar, mens alle de andre sang julesange.
Børnene kom hen og rykkede i mig, for de havde aldrig set en rigtig nisse før – men de vidste alligevel alt om, hvad vi godt kan lide.
Da vi havde hygget i et par timer, ringede chefen med en klokke og sagde at i år er jo en helt speciel jul, derfor vil vi også have en helt speciel juleaften. ”Nu går vi over i skolen og spiser sammen alle sammen”.
På vejen derover fik jeg snakket med både gamle og nye venner; Per og jeg grinede af at han nok er den eneste cafeejer i Danmark, som har fået skovlet sand af en nisse, Surferne troede først ikke på, at jeg havde udviklet mig til en vandhund i det iskolde vand – men vinterbaderne garanterede, at det er rigtigt.

Inde i skolens store sal, var der dækket op til alle. Det viser sig, at byen har flere hold, der er klar til at lave mad, når man har lyst til fællesspisning. Og midt i salen var det største og flotteste juletræ, som jeg nogensinde har set. Gad vide hvordan Finn har fået det store træ fragtet herop.?

Vi spiste alle de lækre juleretter og drak masser af nisseøl til; men det bedste er nu alligevel desserten.
Risalamande med kirsebærsauce til. Og denne gang var der hele mandler i. Jeg elsker mandler, og havde helt glemt, at Carina havde fortalt, at de kunne byttes til gaver bagefter.
Det gjorde nu ikke noget, for der endnu en tradition:
De voksne, der finder en mandel, skjuler den og afleverer den til nissen. Så selv om jeg havde spist mine egne mandler, sad jeg alligevel med 9 mandler, da vi var færdige med at spise.
Efter vi havde danset om juletræet og sunget en masse sange, kunne jeg læne mig veltilpas tilbage og sige højt.

”Dette var helt sikkert den bedste jul, jeg har haft i mit 150-årige liv.”

Glædelig jul til alle i og omkring Vorupør

Jeg håber du har hygget dig med at læse historien og følge Pixie´s oplevelser i Vorupør.
Jeg hyggede mig ihvertfald med at skrive om dem.
hilsen Kim