De 2 nye pizzadrenge i VØ.
Selv om det kun er halvandet år siden VØ Surf & Pizza bar åbnede dørene på Hawblink lige ved siden af Westwind, føler de fleste af os allerede, at det er en helt fast del af restaurationssbilledet i byen. Derfor kom det da også som en overraskelse for de fleste, at de 2 tidligere indehavere, Klaus Sucio Sørensen og Rasmus Fejerskov valgte at afhænde pizzadelen. Forklaringen skal helt sikkert findes i, at det er svært at holde fuldt fokus på 2 så forskellige virksomheder som Surfbutik med stor kursusaktivitet og hipt spisested med masser af aktiviteter.
Tanken om en adskillelse af de 2 virksomheder voksede hen over sommeren og 1. november var de to tidligere ansatte klar til at overtage det fulde ansvar. Jere Rojas Valiente har været ansvarlig for køkkenet siden sommer 2018, og er dermed fuldbefaren og erfaren i hvordan kunderne ønsker de lækre pizzaer. Lenin Sanchez Cruz har arbejdet i VØ pizzabar siden sommer 2019 sideløbende med arbejde hos Hilding Anders (det tidligere Huma) i Hurup, så han ved også nøjagtig, hvad han går ind til.
Jeg besøger de nye ejere en søndag kl. 18 i november, for ”her er der god tid til at snakke”, som Lenin Sanchez Cruz siger. Det viser sig ganske vist, at en halv time senere begynder gæsterne at indfinde sig, og vores samtale bliver naturligvis afbrudt med pauser ind imellem, mens gæsterne bliver serviceret. Måske havde de nye værter alligevel tænkt tanken; måske er det bare deres naturlige gæstfrihed – i hvert fald kom der en special pizza og et glas god rødvin ind til mit bord, så jeg havde noget at fordrive ventetiden med.
Mit første og naturlige spørgsmål er selvfølgelig for at høre lidt om, hvilke nye ting, vi skal forvente, når nu de friske kræfter tager over. ”Vi har masser af ideer” siger Lenin, men vi er også bevidste om at gæsterne kommer for at få vore pizzaer i de kendte hyggelige omgivelser. Så i stedet for at ændre på konceptet, vil vi meget hellere gøre lidt mere af det samme. Vi skal have endnu mere hygge og vi skal udvikle nye spændende pizzaer til de forskellige årstider. Efter en lille tænkepause tilføjer han: ”og vi vil gerne have mere åbent, så vi ikke kun har travlt til aftensmad sidst på ugen.
Men da vi jo nok ikke kan regne med at sælge pizzaer til morgenmad og kaffetid, så skal vi have udviklet menuer til disse tidspunkter”
Er jeres arbejdsdeling, at Jere står for bageriet og køkkenet og Lenin står for servering og betjening.?
Svaret kommer prompte fra Lenin: ”målet er helt klart, at vi begge skal kunne det hele.” Dels bliver tingene meget mere fleksible på den måde, og så er det da også sjovere med den afveksling, vi dermed får i løbet af arbejdsdagen. ”Vi mangler lige et enkelt punkt på vores træningsliste, inden vi er klar til denne deling. Vi havde begge to en enkelt ting, vi skulle lære først. Jeg har lært at bage pizzaer og er klar. Jere skal lige lære at tale perfekt dansk, så får han lov til at komme ind til gæsterne” siger Lenin med at stort smil.
Jeg havde jo allerede snakket med Jere, og forstod at det var godmodigt drilleri. Selvfølgelig kan man høre, at han kun har boet i Danmark i få år, men han har ingen problemer med hverken at forstå eller tale om almindelige emner. Først da samtalen begyndte at dreje over mod de politiske systemer i Sydamerika sammenlignet med EU's indre marked og Schengensamarbejdet, blev vi nødt til at finde de engelske gloser frem. J
Både Lenin og Jere har den drengede og charmerende udstråling, der gør, at man har lyst til at lære dem nærmere at kende. Da de så samtidig har den åbne surferindstilling til livet, føler jeg godt, at jeg kan gå lidt tættere på, og stille det spørgsmål, som interesserer os alle, sikkert også dig, som læser dette:
Hvordan havner sådan et par ”Latino-drenge” i en pizzabar her i VØ.?
Jere, som oprindelig kommer fra Argentina, har flyttet meget rundt i Europa, især de sydlige lande, inden han for 3 år siden havnede i Klitmøller. Det forklarer da også en del omkring det danske sprog, at han i forvejen skal holde styr på spansk, portugisisk, fransk og engelsk, og en hel del flere nuancer af disse. Han har nu taget springet og er flyttet til Vorupør, så han ofte og med kort varsel kan tage til VØ Pizzabar og gi´ den en skalle her. Både med forberedelser, men også åbne køkkenet, hvis der pludselig er kunder i byen. Han er dog ikke i tvivl om, at der stadig bliver tid til det, som oprindeligt trak ham til Europa, og senest her til Cold Hawaii – nemlig surfing.
Lenin tog den direkte vej fra Costa Rica til vores område. Jeg har boet her i 5 år, først lidt rundt omkring i Thy og de sidste par år i Vorupør. Jeg tænker kort på hans kone, Maja og de 2 børn, inden jeg spørger: ”hmm, du siger 5 år, men er jeres ældste datter, Aura, ikke 5 år.?” Han bekræfter med et skælmsk smil.
Nåhh, det vil sige, at det ikke var dig, der fandt Maja i Danmark; men hende der tog til Costa Rica for at finde dig.!
Lenin har også forberedt sig på, at der venter en travl tid, men han glæder sig, lige som Jere, vildt til at vise hvad de kan præstere, når de overtager det fulde ansvar for Pizzabaren.
Mens de 2 nye chefer arbejder og jeg nyder min pizza, tænker jeg lidt tilbage: ”hvor lang tid er det egentlig siden, VØ Pizzabar startede.?” Er det virkelig kun halvandet år siden.? Imponerende at de på den korte tid har formået at få skabt så stærkt et navn i området, og få bygget så stærke forventninger op. Endnu et bevis på, at hvis man arbejdet helhjertet og ikke går på kompromis, så kommer kendskabet. Alle ved, at Pizzabaren laver deres pizzaer helt fra bunden med de bedste råvarer. Ikke nok med at det er friske råvarer, de sætter en ære i at benytte lokale råvarer, alle steder hvor det kan lade sig gøre. Lokal torsk på ”North Sea Pizza” og hakket kød fra Vorupør Slagter til ”Reef & Beef”, som eksempler. Flere og flere har da også fået øjnene op for muligheden for at tage pizzaer med hjem, hvilket passer virksomheden rigtig godt, så er det ikke kun siddepladserne i restauranten, der bestemmer hvor mange pizzaer, de kan sælge.
Pludselig dukker der flere spørgsmål op, men jeg vælger at notere dem på et stykke papir, for nu vil jeg altså spise færdig, før jeg går ud til Jere i køkkenet igen.
Hvor mange pizzaer kan I lave, og kan du lave dem ”på italiensk”.?
Blandt forberedelserne er, at jeg laver en portion dej i denne røremaskine, fortæller Jere, mens han viser en maskine, som kunne stå i et stort bageri. En portion bliver til 105 pizzabunde. Når de er delt og vejet, så er det hurtigt at lave resten på bestillinger. Den bedste dag i 2019 solgte vi 467 pizzaer; men da var der altså også rigtig travlt – da havde jeg ikke tid til at lave dem ”på italiensk”, siger han med et smil og kvitterer på, at han forstod mit spørgsmål. Men jeg kan godt, siger han, og tager en af de afvejede portioner og smider den roterende op i luften, mens den langsomt tager den form, som en rigtig pizza skal have. At billederne ikke yder fuld retfærdighed, skyldes udelukkende at mit kamera (og især jeg) ikke var hurtig nok.
Bliver der tid til at surfe med jeres nye liv.?
”ja,” siger de i munden på hinanden. Allerede her sidst i november tog vi en uge til Spanien for at surfe og holde fri.
Jeg føler, at jeg allerede kender dem så godt, at jeg ikke er i tvivl om, at de på denne tur fandt ny inspiration til nye tiltag på VØ Pizzabar, så det bliver spændende at følge dem og se hvad der sker videre.
Al mulig held og lykke til de to nye pizzadrenge i VØ.
Tekst og foto: Kim Poulsen