Den skjulte butiksarkade.

En kold lørdag i februar tog jeg på tur for at tale med butikkerne i de nye lokaler bag Redningshuset.
Et godt sted at starte er ved Edith i cafe Melange, her kan man nemlig få en kop god kaffe med tilbehør, mens vi begge varmer op til et dybdeborende interview.

Cafe Melange.

Edith Schulz er drevet af en brændende ambition af at tilbyde lækre varer, som man ikke finder alle steder. Hun starter rundturen med stolt at vise udvalget af the frem, over 100 forskellige blandinger inden for alle de kendte sorter. Om hun kan beskrive smagen i dem alle, ved jeg ikke; men de stikprøver, som jeg spurgte til, kunne hun i hvert fald forklare grundigt om – du må selv teste hende og finde frem til din egen favoritthe.

Det er dog cafeen, der er omdrejningspunktet i lokalet. Det fremstår meget forskelligt fra andre cafeer med et endog meget individuelt præg. Der er bogstaveligt talt ikke 2 stole, der er ens. Hvis du vil have muligheden for at vælge helt frit, skal du selvfølgelig komme tidligt, men de ser nu alle ganske behagelige ud, så mon ikke der også er en, som passer til dig? Edith bager selv de lækre kager, ligesom hun også laver mindre frokostting, såsom lidt sandwich og lignende. Til gengæld holder hun sig helt fra lune retter og middage, som hun siger: ”det har vi så mange i byen, der er gode til”. I nærmeste fremtid kommer der en helt ny Espressomaskine og en større køledisk til friske kager, så hun ser frem til en sæson med endnu mere aktivitet i cafeen. Hun slutter med et smil: ”det bliver et megaspændende år.!”

Edith har drevet cafe i Vorupør de sidste 4 år. Hun startede i Vesterhavsgade (der hvor ”Stangmasken” holder til nu) de første 2 år, så kom der et år som en del af ”Fru Lock” i samme bygning som Westwind, og endelig det sidste år her på butikstorvet.
En af de spændende nye områder, som har været en succes på den nye placering er små kurser i porcelænsmaling. Man til melder sig simpelthen i cafeen, vælger det stykke porcelæn, som man ønsker at male på, og så lærer man nogle teknikker og får personlig hjælp og vejledning indtil man står med et flot og unikt færdigt resultat.

Det bliver spændende at følge denne udvikling hvor det kreative går hånd i hånd med en lækker kaffepause.  

Edith ved Theen

Edith ved Theen

kig i cafe området

kig i cafe området

eksempel på porcelænsmaling

eksempel på porcelænsmaling

kig i butikken

kig i butikken

Meta med sæt tøj

Meta med sæt tøj

kig i butikken

kig i butikken

Fru Lock.

Næste stop er hos Meta Lock i butikken af samme navn. Butikken som har specialiseret sig i at klæde den modne og kvalitetsbevidste kvinde på. Meta har drevet butik i Vorupør i 9 år fra 3 forskellige adresser: først i det tidligere ”Huset” på Vesterhavsgade, de seneste 7 år i samme bygning som Westwind og nu altså det seneste år fra det nye butikstorv. På spørgsmålet: ”hvor har det så været bedst ?”, smiler hun og svarer at det bliver bedre og bedre, mens hun tilføjer, at ”det måske slet ikke er så vigtigt med placeringen, da butikkens stamkunder efterhånden kender hende og butikken rigtig godt. Mange kunder kommer igen år efter år, og det er dejligt tydeligt, at de har samlet sammen til et indkøb, når de kommer til området.”
”ikke fordi de ikke kan finde tøjet, der hvor de kommer fra, hvadenten det er København, Århus eller Hamborg; men her finder de de gode mærker samlet på ét sted, og her har de tid til en hyggelig personlig snak samtidig.”

En ting er stamkunderne, en anden er strøgkunderne, Her håber Meta meget, at selve facaden ud mod molen bliver mere indbydende, så flere helt ubemærket finder vej. Vi kan sagtens stå her og kigge ud af vinduet, og synes at der er god passage; men det er et faktum, at alt for mange ikke ligger mærke til at det ligger et butikstorv med spændende butikker lige her på den gode plads.
”Og mange af disse står helt sikkert og mangler noget af det, som jeg kan tilbyde.”
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spørge, hvad ”Fru Lock” kan gøre bedre end andre tøjbutikker, hertil er svaret: ”vi har specialiseret os i tøj til kvalitetsbevidste kvinder. Tøj, der holder længe, både på grund af kvaliteten, men også på grund af de tidløse designs.”
Og hun tilføjer med et smil: ”tøj med et twist”, mens hun holder en flot kjole frem.

My Deluxe

Sidste stop på rundturen er hos My Deluze, hvor Heidi er svær at få hold i, da der er kunder i butikken. Jeg benytter ventetiden til at kigge lidt på årets modefarver.

Da kunderne har handlet færdig bliver der tid til det store spørgsmål: ”hvordan går forretningen?”. Hun smiler over hele hovedet, mens hun svarer at det faktisk går ”helt godt” – os der kommer fra Thy, ved jo godt, at så er det over forventningerne og super godt. ”vi er blevet meget mere synlige her, end vi var tidligere. Og det, at vi er flere butikker sammen gør jo også, at det er lettere at trække kunder til.” Når lokale og personer fra oplandet siger ” lad os køre til Vorupør en tur” så mener de fleste faktisk ” lad os tage en tur til vandet” og her finder de så os placeret, lige bagved redningshuset, og det er bare fantastisk siger Heidi.

 

En anden ting, som måske gør en forskel fra de 4 år, butikken var placeret på Hotelvej, er en tydeligt skarpere profil. Tidligere (under navnet Fashion No.1) henvendte butikken sig meget bredt for at ramme så stor en kundegruppe som muligt. På grund af lidt mindre plads, men især på baggrund af erfaringen, er konceptet skruet til, så det passer til unge kvinder fra 20 år og op. (”ikke at vi ikke også gerne sælger til andre”, smiler Heidi). Til gengæld er der nu mere dybde i udbuddet, så der er mere at vælge blandt.
Mange mærker er skiftet ud til nye og det har givet et rigtig godt resultat i butikken. De fleste kunder kommenterer på den flotte og lidt anderledes indretning og de mange sammenhængende koncepter og farver fortæller Heidi.


At ”My Deluxe” er en butik, der ved hvad der rører sig, og hvad der er moderne, kommer tydeligt til udtryk, da vi går en runde i butikken for at finde et sted, hvor vi skal have taget et billede.

Ventetiden her udenfor sæsonen bliver brugt til at gøre en helt ny webshop klar. Det er en god måde at benytte ventetiden og samtidig giver det mulighed for at få endnu mere rotation i varelageret. Den nye hjemmeside med tilhørende webshop er lige på trapperne, og mon ikke, den også skal blive en succes.?  

Heidi v disken

Heidi v disken

kig i butikken

kig i butikken

Heidi viser tøj frem

Heidi viser tøj frem

Turen i de 3 spændende butikker slutter med endnu en kop kaffe hos Edith, mens jeg tænker på hvor meget energi disse 3 selvstændige kvinder ligger i deres butikker. Det er ikke nemt at drive detailhandel med konkurrencen fra både de store varehuse og måske især internettet som den helt store konkurrent i øjeblikket.

Her på butikstorvet har vi i hvert fald gode eksempler på hvordan man finder sin egen plads og profil på markedet. Drevet af et smart sammensat sortiment, en ærlig og god personlig betjening og i rammerne af flotte butikker. Og så drevet af stærkt personlig engement og gåpåmod.
Lad os håbe adgangen til butikstorvet bliver lidt mere spændende i den kommende sæson, så endnu flere gæster og fastboende finder vej hertil.